Vi er alle fælles om forfærdelse, sorg og gråd

Vi er lige gået ind i fasten. Den europæiske kultur forbereder sig på påskens dramatiske begivenheder.

I jødedom og kristendom handler påsken om befrielse fra slaveri, undertrykkelse, løgn, fortielse og forstillelse.

Påsken er frihedens store fest, og den koncentrerer man sig om, ved at livet koncentreres om det nødvendige i et stykke tid for at bryde ud i skønhed, overflod og lykke.

Kunne man forestille sig, at humoren rykker et stykke længere frem i den offentlige debat i politik og kultur?

Peter Skov-Jakobsen
Københavns Biskop

I de katolske lande fester man op til fasten. Man ved godt, at de 40 dage, hvor man skal afstå fra festspiser og alt for meget halløj, er besværlige. Derfor bliver der holdt et ordentligt kalas både offentligt og privat.

Den, der kan se tysk TV, har også været med til karneval både her og der.

I Tyskland kan man blive hædret med en orden ved karnevallet. “Wider den tierischen Ernst” hedder ordenen, “Imod den dyriske alvor.”

Præstationskravet er, at man skal holde en morsom tale. Det er som regel en politiker eller en anden offentlig person, der holder talen og får ordenen.

Jeg kan allerede høre protestråbene nede fra salen! Det lyder med høj klar røst: “Du skal ikke tivolisere kultur, politik og kirke! Er du ikke klar over, at det alt sammen er alvor!? Kan du ikke forstå, at der er mange Golgataer i verden lige fra Gaza til Ukraine, over gaskamre, politiske fængsler, størknede ægteskaber, utålelige og skadende forældre.

Der er mennesker, der skal tåle justitsmord, fordi et medie hidkalder først den ene folkedomstol og derefter den anden, og så skal man leve resten af livet i skræk og rædsel for at blive “afsløret” af de skamløse moralister?

Synes du virkelig, at der er noget at grine af i al den alvor? Ja, og så har vi slet ikke nævnt alle de store kriser med hensyn til krig, økonomi, miljø, klima, atomvåben og så videre.

Om jeg ved, at det er alvor!? Det kan I regne med!

Det her er skrevet lige efter, at jeg var på 22.juli-centret i Oslo; det sted hvor man mindes de myrdede på Utøya og de myrdede i regeringskvarteret i 2011.

Sammen med min datter sad jeg og så på interviews med mødre, fædre, søskende, børn til de myrdede. Vi så en del. Det var bevægende.

Helt stille sad vi der, og nærmest unisont havde vi fået nok og kunne ikke rumme mere.

Jeg kom i tanker om, at dengang jeg var ude på Utøya, havde jeg forsøgt at læse alle de myrdedes navne; men måtte opgive for øjnene løb i vand. Der stod deres navn og deres alder, og vanviddet stod i lys lue over det monument, der svæver i luften.

Det var unge mellem 15 og 22 år og et par stykker var ældre.

Pludselig mærkede jeg, at forfærdelsen, sorgen og gråden var vi fælles om.

Peter Skov-Jakobsen
Københavns Biskop

Jeg var forundret over, at jeg kunne rumme interviewene. Det hjalp nok at sidde sammen med et af de mennesker på jorden, som er mig nærmest.

Vi rejste os, og så ville vi gå videre, og pludselig så jeg Astrids røde øjne, og så kan det nok være, at gråden kom væltende, uskønt og overraskende, voldsomt og sårbart.

Jeg nåede lige at tænke, at lige nu er jeg ikke en far, der duer til ret meget.

Jeg ligner ikke en, der kan ordne det her problem og slet ikke en, der kan stille sig ind foran dig, hvis der skulle ske noget.

Hun bare stod der og tålte den tudende far, der kun kunne sige: “Jeg kan ikke snuppe det her - hvad er det for noget!?”

Pludselig mærkede jeg, at forfærdelsen, sorgen og gråden var vi fælles om. Sammen kom vi videre.

Om jeg ved, at det er alvor!? Det skal jeg forsikre jer. Der er despoterne, der myrder deres modstandere. Se bare Navalnyj.

Der er de autoritære, der manipulerer og erobrer statsmonopoler og får demokratiet til at ligne et spil kegler; men et af dém uden regler og respekt for den politiske modstander.

Der er terrororganisationer og religiøse og politiske fantaster som Hamas. Sikke en tvangsstat et frit Palæstina ville være med dem ved roret.

Der er dem, der har været udsat for uretfærdighed og nu hadefuldt fører krig uden hensyn til civilbefolkning og driver civile op og ned ad en lille stribe land uden mulighed for at finde beskyttelse.

Jeg er ikke naiv. Jeg har været præst i Søværnet, og jeg ved, at der er tider, hvor der skal gribes ind med våben. 

Muligvis er det for kompliceret for nogle at forstå, men jeg kan forsikre om, at den uniform ikke havde været til at få på, hvis ikke jeg havde troet på, at den ultimative pacifisme er det gode budskab, og dét mennesker skal overleve ved.

Da jeg kom ud af 22.juli-centret, så jeg et mundheld af den norske forfatter Henrik Ibsen nedfældet i fortovet på hovedgaden, Karl Johan.

Der stod: “Livet er ikke alvorligt - livet er latterligt - og dét er ikke til at bære.”

Jeg elsker det komplicerede menneske! Det kaldte på et smil og en stille latter. Den gamle hugaf kan stadigvæk sige noget, der er væsentligt og får én videre i tilværelsen med et smil.

Hvis jeg overgav mig til den ultimative hævn; hvis jeg gav vreden los i mit sind; hvis jeg myrdede løs ligesom mine modstandere og nægtede livets skønhed, mildhed, retfærdighed, frækhed, fjolleri og humor adgang til mit sind og lod mig regere af alvor og selvhøjtidelighed, ville livet jo dø mellem mine hænder.

De totalitære tåler ikke humor. Der er aldrig set en diktator eller en autoritær leder, der kan noget med karikaturer eller grine ad sig selv.

Mål derfor dine politiske forbilleder på deres evne til at grine ad sig selv! Mål dem på, om de er gode til at sige, når de tager fejl.

Mål dem på, om de kan omgås deres modstander respektfuldt. Mål dem på, om de kan hilse på deres modstander, eller om der kun er hån, spot og nedværdigelse til rådighed. Mål dem på evnen til selvironi!

Vores menneskelige integritet skal måles på, om vi tør se uden for murene og ind i de andres stuer.

Peter Skov-Jakobsen
Københavns Biskop

Lige meget hvem vi er, er det et menneskeligt vilkår, at vi befinder os inden for vores egne mure. Derinde synes vi, at det er mest naturligt at færdes og rigtigst.

Vores menneskelige integritet skal måles på, om vi tør se uden for murene og ind i de andres stuer, og om vi kan se, at det liv, de lever, også har noget for sig.

Vores integritet skal måles på, om vi tør færdes uden for murene, og om vi tør tage den fremmede med inden for egne mure – at vi kan leve med den virkelighed, at der er andre måder at leve på.

Når vi så har opdaget, at det er kun, når vi ser den anden øje til øje - når vi har opdaget ansigtets og blikkets åbenhed, og at vi er mennesker sammen - så opdager vi også, at den forbandede selvhøjtidelighed kan fordrives med det meget enkle håb:

Herre, giv mine børn en lykkelig fremtid.

Det er vi fælles om.