Debat

Det Obelske Familiefond: Private fondsmidler må ikke blive en politisk sovepude

Det er hverken sundt eller holdbart, hvis offentlige bevillinger udhules og kulturaktører bliver komplet afhængige af privat støtte for at kunne levere kvalitetsindhold. De private fondsmidler er ikke den eneste løsning på offentlige kerneopgaver, skriver John Amund Tønnes.

Det er en offentlig opgave
at sikre kultur- og kunstinstitutioners eksistens og indhold, men desværre går størstedelen af den offentlige støtte til kunst-
og kulturinstitutionernes basisomkostninger, skriver John Amund Tønnes.
Det er en offentlig opgave at sikre kultur- og kunstinstitutioners eksistens og indhold, men desværre går størstedelen af den offentlige støtte til kunst- og kulturinstitutionernes basisomkostninger, skriver John Amund Tønnes.Foto: Det Obelske Familiefond
John Amund Tønnes
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kultur er en grundsten i vores samfund. I Det Obelske Familiefond engagerer vi os på kunstscenen, fordi kunst tilbyder nye perspektiver på tilværelsen, fremmer refleksionen hos den enkelte og samtalen blandt de mange.

Temadebat: fondes betydning for kulturlivet

I århundreder har der hersket en tæt relation mellem kunstnere, kulturinstitutioner og private velgørere, og trods årtier med statslig kulturpolitik og kunststøtte har private sponsorer og fondene fortsat afgørende betydning for dansk kulturliv.

Med deres frie midler kan de støtte eksperimenter, udvikle succeser og skabe nye udfoldelsesmuligheder for kunstnere og kulturinstitutioner. Eller kan de? Spørgsmålet er, om alt virkelig er så rosenrødt, eller om forholdet mellem kulturliv og fonde trænger til en tur i parterapi?

I en ny temadebat undersøger Altinget fondenes betydning og ambitioner for dansk kulturliv.

Kunsten skaber samlingspunkter med fællesskaber på kryds og tværs og mulighed for nye erkendelser. Det er således os alle sammen, der får gavn af støtten til kunst og kultur.

I vores uddelingsstrategi har vi fokus på samtidskunst og klassisk musik, hvor vi lægger vægt på at bidrage til at gøre kunst af høj kvalitet tilgængelig for flest mulige. Vi ønsker at bidrage til at løfte samtidskunsten og den klassiske musik til gavn for både nuværende og kommende publikummer, og det gør vi primært gennem samarbejder med ambitiøse og professionelt drevne kunstinstitutioner og -aktører.

Vi er lydhøre og responsive overfor dem, som har ideerne og den specifikke faglige viden om projekterne – og så bidrager vi med finansieringen. Vi blander os ikke i aktørernes drømme og visioner, og vi opstiller hverken målsætninger for det kunstneriske indhold, stiller krav om bevis for kunstens effekt eller har forventninger om ”selv at skulle have noget ud af støtten til kunsten”.

Vi møder ansøgere og samarbejdspartnere i øjenhøjde og tillidsfuld dialog, og støtter ud fra en faglig vurdering af de enkelte projekters kvalitet, relevans, organisering og økonomi. Vi synes derfor, at vi har en god relation parterne imellem. 

Hyld forskelligheden 

Det danske fondslandskab er karakteriseret af bredde og forskellighed – også når det gælder bevillinger til kunst- og kulturlivet. Kulturaktører og kunstinstitutioner har mange muligheder for at søge om midler hos de private fonde og dermed mulighed for samarbejder med mange bevillingsgivere.

De seneste års trend mod det mere systemforandrende synes vi ikke fylder ret meget i den del af fondslandskabet, der støtter kunst. 

John Amund Tønnes
Uddelingsdirektør, Det Obelske Familiefond

Relationen mellem aktør og fond vil som en naturlig forlængelse af dette også være forskelligartet. Det er grundlæggende sundt, fordi det medfører variation landet over og samtidig er en vigtig decentralisering af beslutningerne om kulturstøtte.

De seneste års trend mod det mere systemforandrende synes vi ikke fylder ret meget i den del af fondslandskabet, der støtter kunst – i hvert fald ikke på det indholdsmæssige plan.

Det skyldes måske, at kunsten har et ideelt formål og ikke en funktion på linje med for eksempel sundheds-, undervisnings- eller klimaområdet. Kunst har værdi i sin egen ret.

I Det Obelske Familiefond forholder vi os løbende til udviklingen i og vilkårene for kunst- og kulturinstitutioner og interesserer os for deres organisering og økonomi, herunder at der budgetteres med honorar til de involverede kunstnere. Vi har en grundlæggende tillid til ansøgeres og samarbejdspartneres professionalisme i deres virke.

Læs også

Ingen driftsstøtte – ingen kunst

Det Obelske Familiefonds bidrag til kunstområdet er selvfølgelig afhængig af, at der eksisterer et kunstmiljø med professionelle aktører.

Det er en offentlig opgave at sikre kultur- og kunstinstitutioners eksistens og indhold, men den aktuelle situation er desværre, at størstedelen af den offentlige støtte går til kunst- og kulturinstitutionernes basisomkostninger.

De private fondsmidler må ikke blive bærende for løsning af offentlige kerneopgaver eller en politisk sovepude.  

John Amund Tønnes
Uddelingsdirektør, Det Obelske Familiefond
Det betyder, at der for sjældent er råd til at leve op til forventningerne om tilstrækkeligt godt indhold eller til større udviklingstiltag.

De private fonde bidrager typisk til indholdsproduktion og aktiviteter, der ellers ikke havde været råd til – eller til flerårige udviklingsprojekter, som kræver risikovillighed.

Der er en generel tendens til at tænke drift, indhold og udvikling som helt adskilte størrelser. Det mener jeg er for unuanceret.

Bevillinger til drift kan ikke fuldstændig adskilles fra bevillinger til indhold og udvikling, og det har vi det helt fint med. Det er i denne sammenhæng dog væsentligt, at vi som privat fond alene kommer med et supplement og ikke et alternativ til de offentlige bevillinger. Det handler om at lade tingene følges ad, og uden det nødvendige underlag, kan vi ikke være sikre på realiseringen af de kunstneriske ambitioner.

Det er usundt og uholdbart, hvis de offentlige bevillinger udhules og kulturaktører bliver fuldstændig afhængige af privat støtte for at tilbyde borgerne kvalitetsindhold.

De private fondsmidler må ikke blive bærende for løsning af offentlige kerneopgaver eller en politisk sovepude.

Det er efter min opfattelse kulturpolitikerne, som skal holde fokus på langsigtede visioner og strategiske planer for det offentliges sikring af kulturlivet, og så vil vi som privat fond fortsætte med at bakke op, udfordre og udvikle i rollen som supplerende, uafhængig bevillingsgiver.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Amund Tønnes

Direktør, Det Obelske Familiefond; bestyrelsesmedlem, KBH T; næstformand, Copenhagen Phil
Forsvaret, cand.jur. (Aarhus Uni. 1988), E-MBA (SIMI, 1998)

0:000:00