Museumsleder: Fondes egne indsatsområder må ikke blive en stopklods for nytænkning

De sidste ti år har Danmarks Forsorgsmuseum betrådt nyt museumsland, når vi i rammerne af fattiggården i Svendborg har sat kursen efter at skabe et anderledes museum.

Et museum, der opererer i et krydsfelt mellem klassisk museumsfaglighed og socialt arbejde. Et museum, der nu et årti senere, med afsæt i arbejdet med forsorgens fortid, bidrager til at skabe forandringer i vores samtids sociale udfordringer og indsatser – både systemisk og individuelt.

For eksempel når vi støtter tidligere anbragte i at finde, læse og bearbejde deres sagsakter. Når vi ansætter formidlere med personlige levede erfaringer fra hjemløshed, psykisk sårbarhed, misbrug eller anbringelser. Når vi underviser socialrådgiverstuderende med afsæt i vores historiske viden.

Eller når vi udvikler nye formidlingsgreb i samarbejde med de mennesker, som det hele drejer sig om. Som for eksempel spillet ’Taberludo’, hvor social ulighed i opvæksten formidles gennem personlige minder, som enten sender dig frem eller tilbage på spillepladen.

Det er vores samarbejde med en række fonde, som på mange punkter har gjort denne udvikling mulig. For museet har meget begrænset grundfinansiering at trække på.

Fondenes egne strategiske indsatser og dialogen med dem har ofte været idégenerende for os.

I de tilfælde kan vi opleve, at fondenes fortrykte skemaer og prædefinerede indsatsområder kan begrænse vores muligheder for at tænke nyt for fremtiden.

Sarah Smed
Museumsleder, Danmarks Forsorgsmuseum

Her har den tætte dialog med fondene været med til både at styrke og udvikle museets virke og fokusområde, og vores faglige værktøjskasse har fået tilføjet nye redskaber, som normalt ikke ligger øverst i museumsdriften. Redskaber, som har bidraget til at udtænke nye meningsfulde projekter for både museet og de målgrupper, som vi samarbejder med, for i fællesskab at udvikle et relevant museum.

En tilbagevendende udfordring kan dog også opstå, når idéen er god, men ikke blot er socialt eller musealt forankret, men når den faktisk er begge dele?

Eller når den har et museumsaktivistisk element, der for eksempel kan udfordre gængse forestillinger og kommunal praksis.

I de tilfælde kan vi opleve, at fondenes fortrykte skemaer og prædefinerede indsatsområder kan begrænse vores muligheder for at tænke nyt for fremtiden med afsæt i det historiske og opnå støtte.

Dialog fra den spæde start

For os har løsningen vist sig at været en længerevarende kontakt og dialog med fondene.

Gerne fra den helt spæde start hvor idéen næsten kun lige er født. For ofte kræver det, at fondene er indstillet på at strække egen praksis for støtte for derved at kunne imødekomme vores idéer.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at museets kurs fortsat må og skal holdes med afsæt i egne museumsfaglige visioner og ikke fondenes interesser.

Sarah Smed
Museumsleder, Danmarks Forsorgsmuseum

Danmarks Forsorgsmuseum står i dag fagligt stærkere end nogensinde, og det gør vi i kraft af fondes sparring og velvilje.

Vi har grebet de udviklingsmuligheder, der ligger i at nærstudere fondenes fokus og matche dem med museets udviklingsstrategier, og det har været både bydende nødvendigt og motiverende.

For i den kurs vi har sat for museet, har det været altafgørende med en række fondes opbakning.

Vi har kun kunne indtage nyt ’museums-land’ i kraft af deres støtte.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at museets kurs fortsat må og skal holdes med afsæt i egne museumsfaglige visioner og ikke fondenes interesser.

For ellers kan det ende med, at det er dem, man støtter sig til, der sætter retningen, og ikke os der driver og udvikler museet.

Det er ingen tjent med. Hverken museet, fondene eller dem, som vi skaber museum med.