Idrætten er blevet regeringens schweizerkniv
Folkeskoleaftalen og kulturpasset viser, at regeringen betragter idrætten som et værktøj, der fleksibelt kan tilpasses efter behov. Men regeringens frigørelsesprojekt står og falder med, om vælgerne, og deres børn, reelt kan mærke, at skuldrene både sænkes og styrkes i hverdagen.
Jeppe Højberg Sørensen
DebatredaktørMed folkeskoleaftalen, der landede kort før påske, lægger regeringen og de øvrige partier i forligskredsen op til en tilsyneladende paradoksal manøvre.
Med den ene hånd vil man skære i antallet af idrætstimer i udskolingen, fjerne adgangsprøven i idræt og afskaffe lovkravet om 45 minutters bevægelse.
Og den anden hånd? Ja, den skal - uden at bringe centrale krav og statslig styring med sig - sikre, at der fortsat prioriteres god tid til høj puls i folkeskolen. Faktisk er partiernes ambition, som undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), udtalte, at man vil ”skrue op for bevægelse i folkeskolen".
Idræt
