Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Hækkerup vil ikke snakke om hash med Frank Jensen

SVAR: Nej. Så kort lyder sundhedsminister Nick Hækkerup (S) svar på DF's spørgsmål, om hvorvidt han agter at indkalde sin partikollega Frank Jensen i Københavns Kommune til en kammeratlig snak, så der kan "trækkes på samme hammel om legalisering af hash".

Sareen

SVAR: Kommunerne har ansvaret for at sikre, at borgerne får den hjælp efter serviceloven, som de efter en konkret og individuel vurdering er berettiget til. Det gælder også borgere, som får hjælp og støtte i forbindelse med hjemmetræning. Socialministeren skriver her, at han går ud fra, at kommunerne generelt lever op til dette ansvar.

Boligministeren afviser en landdistriksvidenspilotordning

SVAR: Med en såkaldt ”landdistriksvidenspilotordning” vil man ifølge boligminister Carsten Hansen (S) kunne risikere, at virksomheder, der ligger ved siden af hinanden, men på hver sin side af en kommunegrænse, vil blive behandlet forskelligt, til trods for at der er tale om en statslig ordning, På denne baggrund vurderes en såkaldt »landdistriksvidenspilotordning« derfor ikke for hensigtsmæssig.

Brosbøl: Opmærksom på problemer med lån til seperatkloakering

SVAR: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) fortæller, at hun er opmærksom på den uheldige situation, der kan opstå, hvor enkelte grundejere ikke har de økonomiske midler eller mulighed for at låne penge til at følge kommunernes beslutninger og påbud om såvel separatkloakering som kloakering i det åbne land.

Corydon afviser at definere ikke-essentielle opgaver i den offentlige sektor

SVAR: Venstre havde bedt finansministeren udrede, hvilke af den offentlige sektors opgaver der efter ministerens opfattelse ikke er essentielle. Men ifølge ministeren findes der ikke en entydig og udtømmende definition af hverken offentlig velfærd, kernevelfærd eller essentielle offentlige opgaver.

Sareen: Ældre og dementes forhold er vigtige

SVAR: Regeringen er ifølge socialminister Manu Sareen (R) målrettet i gang med at højne kvaliteten på ældreområdet. Sammen med Venstre og Konservative afsatte regeringen i efteråret 1 mia. ekstra kr. til ældreområdet. Kommunerne vil bruge mere end en tredjedel af de penge, som de har søgt om, på de allersvageste ældre, heriblandt demente på plejehjem.

Sareen afviser tidsfrist på hjemviste sager fra Ankestyrelsen

SVAR: Socialminister Manu Sareen (R) afviser at fastsætte en frist for, hvor længe en kommune må være om at træffe afgørelse i en sag, som er hjemvist af Ankestyrelsen. En sådan frist kunne blive opfattet som en generelt acceptabel sagsbehandlingstid i flertallet af hjemviste sager. Det ville ikke være til fordel for borgerne, mener ministeren.

Corydon gentager svar om regeringens holdning til centralisering af statslige arbejdspladser

SVAR: Den seneste ministerrokade har ifølge finansministeren ikke ændret ved regeringens overordnede tilgang til placeringen af statslige arbejdspladser. Rokaden betød bl.a., at ressortansvaret for Kystdirektoratet overføres fra Transportministeriet til Miljøministeriet. I den forbindelse er der ikke planer om at flytte opgaver eller funktioner fra Kystdirektoratet i Lemvig til Miljøministeriets departement eller styrelser i København.