Debat

Sex & Samfund til Indre Mission: Ja, abort handler om menneskesyn, men det handler også om respekt

Sikker, tryg og fri abort er en grundlæggende nødvendig sundhedsydelse og ikke mindst en frihed og respekt for kvindens liv i et moderne samfund, skriver generalsekretær i Sex & Samfund Majbrit Berlau. 

Abort er ikke mord. At anvende det begreb er med til at påføre de kvinder, som i dag træffer lovlige og alvorlige valg, en helt unødvendig skam, som er helt malplaceret her i 2023, skriver Majbrit Berlau. 
Abort er ikke mord. At anvende det begreb er med til at påføre de kvinder, som i dag træffer lovlige og alvorlige valg, en helt unødvendig skam, som er helt malplaceret her i 2023, skriver Majbrit Berlau. Foto: Sex og Samfund
Majbrit Beran Berlau
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et indlæg i Altinget den 30 oktober argumenterer Hans-Ole Bækgaard, imod retten til fri abort, blandt andet med udgangspunkt i en række teologiske argumenter, som naturligt ligger Bækgaard nært som formand for Indre Mission i Danmark.

En stemme der selvklart skal være en del af debatten.

Læs også

Da vi i Sex & Samfund i starten af året rejste debatten om at flytte på grænsen for den fri abort, så gjorde vi det klart, at der er mange perspektiver i denne debat, og det er vigtigt, at de alle får plads. For så kan vi gå i dialog med hinanden.

I 50 år har vi ikke talt så meget om den fri abort, og derfor har vi brug for en grundig samfundsdebat for at gøre retten til fri abort stærk og robust i mange år frem. Så tak for bidraget til Bækgaard. Vores dialog vil dog tage udgangspunkt i en grundlæggende uenighed.

Det handler om frihed

I Sex & Samfund argumenterer vi for at udvide kvinders selvbestemmelse til fri abort fra uge 12 til uge 18. Fordi det er trygt og sikkert, og fordi vi taler fra et sundheds- og rettighedsperspektiv. 

For os handler retten til fri abort om frihed. Om retten til at bestemme over egen krop. Og om retten til den afgørende sundhedsydelse som abort er, og som kvinder alle dage har haft brug for – og fortsat vil have brug for.

For os handler retten til fri abort om frihed. Om retten til at bestemme over egen krop

Majbrit Berlau
Generalsekretær, Sex & Samfund

Bækgaard argumenterer grundlæggende imod den fri abort, blandt andet ved at referere til kirkelige skrifter, der redegør for at forhindre en fødsel, er at fremskynde et mord.

Det er et kendt synspunkt igennem historien, og er det desværre fortsat alt for mange steder i dag. Det synspunkt har kostet alt for mange kvindeliv.

Hvis vi kigger ud i verden, er illegale aborter den femtestørste årsag til mødredødelighed. Hvorfor tage den risiko vil nogen tænke?

Jo, fordi det at få et barn uden for ægteskab eller få endnu en mund at mætte eller få barn med den forkerte mand, eller at man med stor sikkerhed dør af endnu en graviditet, er ret overvældende konsekvenser rundt om i verden.

Læs også

Så vil nogen måske tænke, at sådan vil det ikke se ud i Danmark. Men så vend blikket mod nabolandet Polen eller mod Færøerne. Der kæmper kvinder for at finde en vej til abort, selvom det er ulovligt.

De rige kan betale sig fra det med en tur til udlandet, men for andre er valget den usikre og farlige vej.

Kvinder dør som følge af det eller påføres alvorlige skader, som for eksempel sygdom, smerter og infertilitet. Det er nogle af konsekvenserne af manglende legal og fri abort.   

Abort er ikke mord

Aborter finder sted, om de er tilladt eller ej, for alternativet er uacceptabelt. Derfor skærer det også i hjertet hos mig, når ordet ”mord” anvendes i debatten. For ligesom Bækgaard har sin ytringsfrihed til at anvende det, så har jeg min til at tage afstand fra det.

Abort er ikke mord. Sikker, tryg og fri abort er grundlæggende en nødvendig sundhedsydelse og ikke mindst en frihed og respekt for kvindens liv i et moderne samfund.

At anvende det begreb er med til at påføre de kvinder, som i dag træffer lovlige – og for mange – alvorlige valg, en helt unødvendig skam. Skam har i tusindvis af år været brugt til at dominere kvindens krop og seksualitet. Men den dominans er helt malplaceret her i 2023.

At have frie og sikre aborter, god adgang til prævention, god seksualundervisning og den såkaldte fortrydelsespille, er med til at sænke antallet af aborter. De lande, som har de færreste aborter, har den frihed

Majbrit Berlau
Generalsekretær, Sex & Samfund

Da den danske lov om fri abort blev vedtaget, var det primært et hensyn til kvindens helbred, der lå til grund for 12-ugers grænsen. Det var dertil, at man kunne garantere en sikker og tryg abort.  Men der er heldigvis sket meget med den medicinske udvikling siden.

Fri abort fører til færre aborter

I dag udføres sikre aborter i Danmark indtil 22. uge. Hvert år er der cirka 800 kvinder der, grundet svære sociale forhold, kvindens helbred, at graviditeten er følge af et overgreb eller, som i langt de fleste tilfælde, at fosteret lider af alvorlige misdannelser eller genfejl, har brug for en abort.

Vi har i årevis gennemført aborter efter uge 12. Efter uge 12 er det bare ikke kvinden, men et abortsamråd, der bestemmer, om kvinden kan få den abort, hun ønsker.

Derfor handler den debat, vi har været med til at rejse, om at udvide retten til kvinders selvbestemmelse. Ikke om at udvide en abortgrænse, som Bækgaard skriver.

At have frie og sikre aborter, god adgang til prævention, god seksualundervisning og den såkaldte fortrydelsespille, er med til at sænke antallet af aborter. De lande, som har de færreste aborter, har den frihed.  

Så ja, abort handler i høj grad også om menneskesyn. Vores menneskesyn bygger på frihed til egen krop og dermed også adgang til fri abort, så man selv kan bestemme hvornår, hvor mange, med hvem og om man i det hele taget vil have et barn.

Det indbefatter selvfølgelig også, at hvis man deler Bækgaards overbevisning, så lader man bare være med at få en abort. Det er ægte frihed. At man selv bestemmer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans-Ole Bækgaard

Formand, Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark
cand.theol. (Aarhus Uni.)

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund, fhv. MF (EL)
socialrådgiver

0:000:00