Klaus Bondam: Tag ansvar – også for transportpolitikken

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Ved en paneldebat på Christiansborg under den nationale cykelkonference tilbage i 2018 kom den radikale transportordfører Andreas Steenberg (R) med et udsagn, som jeg ofte har citeret frit efter hukommelsen: ”Jeg tror, jeg taler på alle mine politiske kollegers vegne i transportordførerkredsen, når jeg beder jer som vælgere at hjælpe os med at løfte transportpolitikken på den politiske dagsorden. Vil I ikke godt hjælpe op med at få vores respektive partiledere til at interessere sig mere for transportpolitik.”

Flere transportordførere udtaler sig nogenlunde identisk med Andreas Steenberg. I Danmark er vi så heldigt stillet, at transportordførerne i Folketinget er mennesker, der har siddet med området gennem længere årrækker og flere folketingssamlinger. De ved, hvad de har med at gøre. De ved, hvad de taler om. Eller det burde de i hvert tilfælde gøre.

Men med lanceringen af regeringen og Dansk Folkepartis såkaldte trafikaftale hoppede kæden af, og det fremstod med al ønskelig tydelighed, at vi har brug for et paradigmeskifte i dansk transportpolitik.

Bidrager ikke til CO2-neutralitet
Et er, hvad der skete efter aftalens offentliggørelse, hvor der panisk blev renonceret på omfartsvejen ved Mariager. ”Tulle-banen” til Billund Lufthavn og ikke mindst behovet for den hersker der fortsat usikkerhed omkring. Samtidig fik vi i Cyklistforbundet en irettesættelse fra transportministeren, der ikke mente, at staten burde påtage sig nævneværdigt ansvar for at bygge kommunale cykelstier.

Men det er åbenbart statens ansvar at bygge kommunale bilveje ved både Mariager og Stevns. Jeg er næppe den eneste, der har svært ved at se logikken i den argumentation.

Med lanceringen af regeringen og Dansk Folkepartis såkaldte trafikaftale hoppede kæden af, og det fremstod med al ønskelig tydelighed, at vi har brug for et paradigmeskifte i dansk transportpolitik.

Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Men endnu værre er det, at aftalen ikke bidrager til den nødvendige grønne omstilling. Som Aalborg Universitets Harry Lahrmann formulerede det i Altinget: ”Planen forholder sig heller ikke til, hvordan planen bidrager til at nå de politisk vedtagne mål, om at sektoren skal være CO2-neutral i 2050 – måske af den simple grund, at en vurdering af planen i dette perspektiv ville konkludere, at planen vil forværre mulighederne for at opnå en CO2-neutralitet i 2050.”

Vi har i den grad brug for politiske ledere, der forstår, at danskernes adgang til effektiv, bæredygtig og ikke mindst aktiv transport i hverdagen er noget, der betyder meget for de fleste og for vores samfund som sådan. Vi har brug for transportpolitikere med den nødvendige gennemslagskraft i egne partier, således at partierne tænker klima, sundhed, vækst, teknologi og ikke mindst børn og deres adgang til aktiv transport ind i transportpolitikken.

Ind i nyt regeringsgrundlag
Vi nærmer os et valg med hastige skridt. Der ser heldigvis ud, som om − uagtet hvem der vinder valget − at en ny infrastrukturaftale skal genforhandles. Forhåbentlig får vi så en ’Aftale om et sammenhængende Danmark – investeringsplan 2030’, der kan fungere som et ordentligt, gennemarbejdet, visionært og helhedsorienteret transport- og samfundspolitisk styringsredskab i de kommende ti år i stedet for det hastværk, som ministeren og co. fremlagde fem minutter før et valg.

Lad mig runde af med tre helt konkrete bud på, hvordan genforhandlingen af en ny infrastrukturaftale kan kickstartes ved at indskrive følgende i et nyt regeringsgrundlag:

1.      Der skal udpeges et nyt Transportråd til erstatning for det råd, der blev lukket af Anders Fogh tilbage i 2002. Rådets opgave fra starten i 1992 var ’at skabe en strategisk og tværgående viden, som ser transportbehovene og deres opfyldelse i relation til den internationale udvikling, energi, miljø og livskvalitet’. Behovet for det er ikke blevet mindre i dag.

2.      Der skal udarbejdes en ny national cykelstrategi til afløsning af 2014-strategien. Men denne gang bør det være en tværministeriel arbejdsgruppe, der fører pennen, således at viden og politik om sundhed, klima og børn i langt tydeligere grad inddrages

3.      Der skal nedsættes en hurtigarbejdende trafiksikkerhedskommission, der skal se på den myriade af aktører, der er i trafiksikkerhedsarbejdet i Danmark med både Rådet for Sikker Trafik, Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen, Færdselssikkerhedskommissionen, Havarikommissionen, Højresvingsgruppen med flere, så vi kan sikre en mere enkel og fokuseret indsats på området i fremtiden.

Det vil være med til at sikre det nødvendige paradigmeskifte i dansk transportpolitik. For det er ikke nok, at partilederne begynder at interessere sig for transportpolitik. Vi har også brug for partiledere og politikere, der formår at samtænke transport, klima, sundhed, trængsel og vækst.