Blockchain er ingen mirakelkur – her er hvorfor

Nye teknologier kommer sjældent uden hype.

Sådan er det også med blockchain. Og selvom mulighederne er mange, er risiciene ligeså.

I manges øjne er blockchain-teknologien på det stadie, internettet var på for 30-40 år siden, som eksempelvis blockchainguruen Don Tapscott siger i et interview med Mandag Morgen.

Den spirende teknologi er langtfra færdigudviklet, og derfor gennemgår Altinget syv af teknologiens børnesygdomme.

1. Blockchain er langsom og besværlig
Blockchain er en langsommelig og krævende måde at opbevare informationer, fordi informationen er fordelt ud på så mange servere. Hele kæden af information eksisterer samtidig på hver eneste computer, der er med i netværket. Endvidere skal al ny information, der tilføjes til kæden, accepteres af alle i netværket.

Man kan sammenligne det med politiske systemer: Diktaturer kan være uhyre effektive, fordi beslutningskraften er centraliseret, hvorimod demokrati med sin decentralisering af magten er en langsommelig og tung proces. Til gengæld giver demokratiet medindflydelse og sikkerhed for borgerne.

2. En blockchain er kun så pålidelig som de data, den modtager 
Blockchain sikrer ikke mod menneskelig svindel. 

Teknologien kan give en høj grad af sikkerhed, når det gælder aktiver, som ’lever’ på en blockchain, som kryptovalutaer og digitale finansielle kontrakter.

Men problemet opstår, når en blockchain blandes med den 'fysiske verden'. For da kræver det alligevel en form for mellemmand til at verificere og tilføje data.

Et eksempel kan være WWF Verdensnaturfondens blockchainsystem, hvor de automatisk kan spore, om dyr bliver ulovligt jaget via akustiske monitorer, der kan genkende lyden af skydevåben. Men hvad hvis de lokale i området kunne udvikle et lydløst våben, monitoren ikke kan opfange? 

Eller hvis blockchain bruges som et kontrolsystem i forbindelse med varer, der skal holdes køligt under transport: Hvad hvis chaufføren vælger at placere termometeret i en køleboks for at omgå systemet og spare strøm?

Derfor er outputtet fra en blockchain kun så sand som den information, der puttes i den. 

3. Blockchain udfordrer retten til at blive glemt
Privatliv har de seneste år været et populært emne i diskussioner om vores digitale færden. 

Men selvom en blockchain kan virke demokratiserende, idet ejerskabet over informationen er delt ud blandt mange, opstår der lige pludselig en privatlivsproblematik: for informationen eksisterer på tusindvis af computere. Hvis man fylder personfølsomme data ind i en blockchain, kan dette være et problem, da man ikke kan ændre i den information, der tidligere er tilføjet til kæden. Man kan altså ikke slette oplysningerne, sådan som det i dag skal være muligt ifølge GDPR-lovgivningen. 

4. Klimapåvirkning: Stort aftryk
Kryptovalutaer har fået meget kritik for at forårsage stor udledning af CO2 via den energikrævende ’mining’-proces, som sikrer netværket. Tidligere i år udkom en undersøgelse fra Det Tekniske Universitet i München, der viste, at verdens største kryptovaluta, bitcoin, udleder 22 millioner ton CO2 årligt. Det er mere CO2, end hvad lande som Kroatien og Jordan årligt udleder. 

Dette er er relevant i forbindelse med "Mining for Charity", som projektet The Hopepage, Unicef i Australien lancerede sidste år. Tusindvis af mennesker donerede kraft fra deres computerprocessorer, hvilket generede kryptovaluta og skaffede velgørenhedsmidler til Unicef. Men netop klimaproblematikken er en af grundene til, Unicef ikke har udbredt projektet mere endnu. For skal skoletimer til børn være på bekostning af klimaet? 

I øjeblikket arbejdes der dog på højtryk på at skabe systemer, der ikke kræver samme mængder af energi. Verdens næststørste blockchain-netværk målt på markedsværdi, Ethereum, forventes inden for et par år at overgå til et system, hvor netværket ikke sikres på baggrund af computerkraft, men i stedet på ejerskab af valutaen ’Ether’, i stil med hvordan aktionærer har stemmevægt efter ejerandel. Således vil parter med størst ’aktiemajoritet’ have mest magt i kontrast til i dag, hvor det handler om at have mest computerkraft.

5. Sikkerheden er kun så stærk som den bagvedliggende kode 
En af hovedargumenterne for brug af blockchain er, at teknologien giver en høj grad af sikkerhed og nærmest er umuligt at hacke. I teorien skal man stille med mindst 51 procent af den computerkraft, der er forbundet med netværket, for at foretage ændringer. Så jo større netværket er, jo mere sikkert er det. Mange mindre netværk er allerede blevet midlertidigt overtaget og manipuleret. 

Et Ethereum-baseret projekt fra 2016, The DAO (Decentralized Autonomous Organisation), var tænkt som en digital 'decentral venturefond'. Det vil sige, at der hverken var advokater eller myndigheder indblandet. Al logikken lå i den ’smart contract’-kode, der var lagt ud på netværket og var automatiseret. Men et smuthul i koden gjorde det muligt for en hackergruppe at trække kryptovaluta for 60 millioner dollar ud af systemet. Systemet er kun så stærkt som den kode, det hviler på. Og på blockchains gælder det, at så snart koden er publiceret, kan den – som med anden information i en blockchain – ikke laves om.

6. Manglende lovgivning
Der kan være reguleringsmæssige udfordringer, man skal tage højde for i forbindelse med brugen af blockchain, især ved brugen af kryptovalutaer.

Luxemburg gik i front med at udvikle en lovgivning omkring blockchain i februar 2019, der omhandlede sikkerhed i forbindelse med handel af kryptovaluta. Schweiz er senere fulgt efter, og Tyskland har netop lavet et udkast. Danmark har ingen lovgivning omkring teknologien.

Mens Asien er gået hurtigt frem med reguleringer, fordi de ser teknologien som et konkurrenceparameter, har mange afrikanske lande derimod ventet og set tiden an. Derfor kan man, ved overførsler til afrikanske lande, ryge ud i en reguleringsmæssig gråzone med lav grad af politisk sikkerhed.

7. Kan ikke leve op til hypen
Helt grundlæggende kan man diskutere, om teknologien kan leve op til hypen. Der findes mange ideer og pilotprojekter – men også eksempler på projekter, der har måttet opgives. 

Man skal ikke tænke blockchain som en løsning på alverdens problemer. Blockchain er  velegnet, når man skal overføre information og værdi mellem mange forskellige parter, som ikke har tillid til eller kender hinanden − og når man vil sikre sig, at informationen ikke ændrer sig. 
I Danmark har vi grundlæggende velfungerende systemer og institutioner, som vi har tillid til. Derfor kan filosofien om at fjerne mellemmanden virke fjern for os – i hvert fald indtil videre – mens det i lande med korrumperede stater og kollapsede systemer kan være banebrydende. På samme måde bør man overveje, hvorvidt den registrering og lagring af data, man har brug for, kan klares med velkendte systemer og aktører.

[email protected]