Selvom regeringen kan vedtage finansloven alene, er oppositionen stadig interessant for ngo-lobbyister

Når regeringen inden længe præsenterer sit forslag til næste års finanslov, går slutspurten samtidig i gang for de mange ngo’er og interesseorganisationer, der de sidste mange måneder har arbejdet på at få deres mærkesager med.

Men hvad betyder det for de organisationer, der gerne vil påvirke finansloven, at det nu er en flertalsregering, der sidder for bordenden i forhandlingslokalet? 

Ifølge Louise Stenstrup, der er chef for public affairs i Operate, er der særligt to ting, som har ændret sig med den nye regering for ngo’er og interesseorganisationers arbejde. Fordi grundpræmissen har ændret sig: Regeringen behøver ikke forhandle med nogen. 

“Samtidig er det en regering, hvor partierne traditionelt har meget forskellige ideologiske ståsteder. Det betyder, at der bliver forhandlet meget mere, inden forslaget kommer, end hvis den bestod af partier, der lignede hinanden mere,” siger hun. 

Og det betyder, at to ud af de tre spor, organisationer normalt kan bruge til at påvirke finansloven, er endnu vigtigere under SVM-regeringen. 

Skal af med prædikatet 'magtfuldkommen'

Louise Stenstrup forklarer, at de tre spor består af: embedsværket, regeringspartier og oppositions-/støttepartier. 

Embedsværkssporet handler om, at man tidligt får et fagministerium til at se, at ens mærkesag bør få plads på finansloven. På den måde kan man forsøge at komme med allerede i det første udkast til finansloven, som bliver præsenteret for politikerne.  

Regeringspartisporet går ud på, at man som organisation prøver at få et af regeringspartierne til at tage ejerskab over ens sag og få det ind i de indledende forhandlinger, hvor regeringspartierne skal blive enige om udspillet.  

Oppositions- og støttepartisporet er der, hvor man forsøger at få et af partierne udenfor regeringen til at tage ens sag med til forhandlingsbordet.  

Og det er embedsværket og regeringspartierne, som nu er blevet vigtigere for organisationerne, netop fordi det er en flertalsregering, som i princippet ikke behøver forhandle. Men Louise Stenstrup understreger, at oppositionspartierne slet ikke er irrelevante.  

“Regeringen har brug for bred opbakning til finansloven, fordi den skal af med det prædikat, der hedder ‘magtfuldkommen’. Og der er nogle oppositionspartier, som er vigtige for regeringen,” siger hun og peger blandt andet på SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale.  

“Men det kommer an på, hvor langt regeringen er villig til at strække sig. Derfor er det vigtigt, at regeringspartierne kan se sig selv i ens sag,” understreger hun

{{toplink}}

Hvor mange æg i hvilken kurv?

Laust Leth Gregersen er politisk chef hos Oxfam Danmark og kalder sit hverv for politisk interessevaretagelse for verdens fattigste. Han er født i 1979, og er derfor for ung til at have oplevet en flertalsregering forhandle finanslov før SVM-regeringen.   

Men de overvejelser, han gør sig i det uvante politiske landskab, er – som altid – en afvejning af sandsynligheder, men nu ud fra den forudsætning, at regeringen i princippet kan stemme alting igennem alene:   

”På den ene side kan man vælge at koncentrere sig om regeringen, men på den anden side kan man se på to andre ting: Den korte erfaring, vi har med SVM-regeringen, er at alle aftaler er indgået med andre partier, og samtidig siger regeringen selv, at den går efter brede forlig,” siger han.

 

Som Louise Stenstrup lægger han også vægt på regeringens behov for – og udmelding om at ville indgå brede forlig. Det betyder, at han indtil videre hælder mest til den side, som er at tage regeringens udmelding for pålydende – indtil andet er bevist. De øvrige partier er med andre ord stadig interessante at tale med. 

”Den afvejning, vi taler om, kan man også formulere som ’hvor mange æg putter man i hvilken kurv?’ Og vi er ikke holdt op med at lægge æg i den parlamentariske kurv,” siger han. 

Lægger I færre æg i den parlamentariske kurv? 

”Ikke den her gang, men vi må se, hvordan det udspiller sig. Argumentet er stadig det aftalemønster, vi har set indtil nu. Og det er jo stadig sådan, at de øvrige partier også har brug for at forklare deres vælgere, at de stadig har indflydelse, samtidig med at regeringen har brug for at fremstå som ikke-magtfuldkommen.” 

Det gælder altså ifølge Laust Gregersen stadig om at finde de sager, som forskellige oppositionspartier både kan se sig selv og deres vælgere i, og som kan tænkes at være spiselige for regeringen. For Oxfam Danmark er det eksempelvis et emne som klimakompensation – den såkaldte loss and damage fund, som groft sagt er de rige landes kompensation til ødelæggelser forårsaget af klimaforandringer i fattige lande. Som oversvømmelserne i Pakistan.  

”Hvis regeringen vil have et givent parti som med i en finanslov og forestiller sig, hvad de skal have for at gå med i den, må man gå ind i den tankegang og gå til relevante partier med netop de indspil, der kan være mulige at få med i en forhandling, og som man selv har interesse i,” forklarer den politiske chef

Flertalsregeringen kan være en fordel 

Laila Walther er forperson for Civilsamfundets Brancheforening. I hele brancheforeningens treårige levetid har den lobbyet målrettet for en kriteriebaseret finansieringsmodel til de frivillige sociale organisationer.

Blandt andet baseret på argumentet om, at organisationernes ressourcer til politisk interessevaretagelse er begrænsede og sporadiske. De ressourcer bør ikke afgøre om en indsats får tildelt støtte - på Finansloven, SSA-reserven eller før det SATS-puljen, mener man. 

For brancheforeningen er flertalsregeringen en klar fordel – på grund af et bestemt forhold:  

”Der er et regeringsgrundlag med klare signaler om en varig, transparent finansiering af organisationerne. Tidligere har vi set regeringsgrundlag, hvor der blev givet løfter, typisk på andre områder, der ikke blev realiseret på grund af oppositionen i en mindretalsregering,” siger Laila Walther og tilføjer, at netop den særlige kombination af et flertal og et tydeligt regeringsgrundlag skaber store forventninger hos brancheforeningen. 

”Også større end tidligere,” siger hun.  

Konkret betyder det, at foreningen koncentrerer kræfterne omkring regeringspartiernes ordførere og ministre – omkring hvordan finansieringsmodellen skal se ud, for løftet er jo givet. 

”Tidligere skulle vi gøre vores hoser grønne hos alle, fordi det var usikkert, hvornår man kunne tælle til 90. Lige så vel som politikerne har vores vilkår været, at enten skulle du have en person, der ’bærer’ dig og din sag, eller du skulle tælle til 90. Det her er en forandring af grundlæggende vilkår, fortæller Laila Walther.  

Hun er dog ikke i tvivl om, at hvis det ikke var for den væsentlige detalje, at brancheforeningens politiske hovedprioritet netop er beskrevet i regeringsgrundlaget, ville den i nyere tid usædvanlige flertalskonstellation betyde det stik modsatte: At lobbyarbejdet var endnu mere op ad bakke. 

”Man kan se det lidt som at regeringsgrundlaget er et eksamenspensum – og det er klart sværere at få politikere – også i regering – til at beskæftige sig med noget, der ikke står i pensum,” sammenligner hun.

{{toplink}}

Røde Kors: Vi gør, som vi plejer 

Niels Svankjær Christiansen er chef for integrationsindsatsen i Røde Kors, som – blandt meget andet – sammen med DRC Dansk Flygtningehjælp driver integrationsindsatsen Venner Viser Vej.  

Ved udspillet til indeværende finanslov fik de to organisationer sig noget af en overraskelse, da det viste sig, at finanslovsstøtten til projektet ikke var med. Det kom det dog i den endelige aftale – men kun til udgangen af i år. Derfor har organisationerne fortsat arbejdet for at sikre støtte i mere end et år ad gangen fremover.  

Netop fordi målet er langsigtet, har den uvante regeringskonstellation ikke fået Røde Kors til at ændre på fremgangsmåden. 

”Vi smider ikke benene op i sofaen og holder os til regeringen. Projektet Venner Viser Vej har haft bred politisk opbakning hele vejen igennem, og det ser vi som en stor styrke, som vi gerne vil beholde på tværs af skiftende regeringer,” siger han.  

Men sidste gang var det netop den fremgangsmåde, der gjorde, at jeres projekt var tæt på ikke at komme på Finansloven – hvad får jer til at fortsætte den tilgang? 

”Jeg ser det jo som, at det var den metode, der til sidst fik det til at lykkes. Men på et område har vi gjort noget anderledes. Ikke i forhold til hvem vi har talt med – for der har vi stadig henvendt os til alle Folketingets partier – men i forhold til hvad vi har sagt,” siger Niels Svankjær Christiansen og uddyber: 

“Denne gang har vi virkelig betonet, hvad det betyder, at vi kan arbejde langsigtet – i forhold til at levere en solid og effektiv indsats for at styrke sprog og beskæftigelse hos mennesker med flygtningebaggrund. Det er der jo ingen, der ikke kan se en fordel i.” 

[email protected], [email protected]