Håbløshed og vrede driver klimaaktivisterne

Af Niels Bak Henriksen

Hun havde luret på det et stykke tid. Og kort efter nytår i år slog hun sig sammen med nogle studiekammerater og et par kusiner og gik til sit første mandagsmøde i Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB). Andrea Juul Jørgensen var blevet klimaaktivist.

"Jeg følte ikke bare, jeg kunne gå og være irriteret over, der ikke blev gjort noget, uden selv at gøre noget," siger hun.

Som geografistuderende har hun mødt klimaforandringerne og deres konsekvenser som en del af undervisningen. Desuden mistede hun et familiemedlem i oversvømmelserne i Tyskland for et par år siden.

"Det her er faktisk reelt, og det tager menneskeliv," siger hun.

Og den følelsen er gennemgående for de unge, som går ind i DGUB, fortæller en af bevægelsens garvede aktivister, Caroline Bessermann. 

"Det går fra et abstrakt niveau til at være noget, alle må forholde sig til. Det begynder at blive virkeligt," siger hun.

Gennemgående er også frustrationen over det, som mange unge ser som manglende eller helt utilstrækkelig handling fra politisk side.

"Der er en meget tydelig forskel på, hvad der sker, og så reaktionerne fra vores politikere. Se på reaktionerne på koranafbrændingerne – det ser vi overhovedet ikke på klima," siger hun og trækker parallellen til sommerens andet store tema i medierne. 

Spændende og kreativt

Mens der ikke var nogen tvivl om motivationen hos Andrea Juul Jørgensen, synes hun ikke, det var så let bare at gå ind ad døren og gå i gang.

"Der er så mange mennesker, der ved så meget, og det er lidt intimiderende," siger hun om starten.

Men efter at have været til et par mandagsmøder for at se, hvordan det hele fungerede, gik hun ind i en nyoprettet gruppe, der arbejder med luftforurening i København.

Hen over foråret kørte gruppen en kampagne med blandt andet videoer på sociale medier, plakater og andet. Gruppen gik også ind i et samarbejde med blandt andet Astma-Allergi Danmark om et borgerforslag, som nu er ved at samle underskrifter.

"Det er spændende at være en del af. Også at skulle være kreativ," siger hun om arbejdsformen, som er noget helt andet, end det hun laver på studiet til daglig. 

Også bevægelsens flade struktur passer hende godt, hvor der hverken er bestyrelse eller formand at skulle navigere i.

"I stedet for der er en, der bestemmer, så lavede vi en anden form for demokrati. Det er vigtigt, at alle er enige," siger hun.

Vrede som drivkraft

Samtidig er det hende selv, der styrer hvor meget arbejde, hun vil lægge, og ud over møder i arbejdsgruppen hver 14. dag, har det varieret meget. For eksempel tog det en hel dag at skyde en video. Nogle af de andre bruger væsentligt mere tid, end hun selv gør, vurderer hun.

Midt i sit engagement kan hun også ind i mellem blive grebet af tvivl og magtesløshed.

"Jeg så en statistik, hvor en fjerdedel af alle unge kvinder overvejer ikke at få børn på grund af klimaproblemerne," siger hun og peger på, at man har kendt til problemet med klimaforandringer i mindst 50 år – uden der er blevet gjort noget effektivt ved det. 

"Det er en blandet følelse af håbløshed og vrede. Og det eneste man kan gøre er at bruge vreden aktivistisk," siger hun. 

For Caroline Bessermann handler det om at give unge en vej til indflydelse og vise, at de sagtens kan være politisk aktive uden at være i et politisk parti.

"Vi er i gang med at få folk til ikke at give op på det demokrati, der svigter," siger hun.

Bevægelsen er ikke organiseret som en forening, og har derfor heller medlemmer i traditionel forstand eller et præcist tal for, hvor mange der er aktive. Caroline Bessermann anslår, at det på landsplan i alt er et par tusinde.