Her er, hvad græsrodsbevægelser kan lære af #Metoo

Af Mette Dahlgaard

I Sverige gik kvinder og mænd på gaderne i efteråret 2017. De var vrede og nu forlangte de en gang for alle et opgør med den tavshedskultur, der holdt hånden over mænd, der krænker kvinder seksuelt. Der blev skrevet debatindlæg, ligestillingsministeren kom på overarbejde og medierne skrev om “en revolution” og et “paradigmeskifte”. #Metoo-bevægelsen var kommet til Sverige.

Simultant ramte den internationale feministiske bevægelse Danmark. Her var reaktionen anderledes. Medierne beskrev godt nok bevægelsen som et nyhedsfænomen, og danske kvinder begyndte også at fortælle om de krænkelser, de havde været udsat for. Men der gik ikke lang tid før blandt andre filminstruktøren Ole Bornedal og politikeren Pia Kjærsgaard (DF) slog koldt vand i folkesjælen. Det skulle jo nødigt ende med “hysteri”, “heksejagt” og det, der var værre, lød advarslerne (læs Ole Bornedals indlæg her)

#Metoo er fortællingen om, hvordan en mærkesag gik fra at være samtaleemne i afgrænsede feministiske cirkler til at stå øverst på den globale dagsorden. Det er historien om, hvordan et enkelt tweet på det helt rigtige tidspunkt fik almindelige kvinder fra alle samfundslag til at fare til tasterne for at dele ud af deres personlige krænkelseserfaringer, så enkeltsagerne tilsammen tegnede et globalt mønster. Men hvordan udviklede #Metoo sig til en global steppebrand? Og på hvilken måde påvirkede civilsamfundet og græsrodsbevægelserne i Danmark og Sverige den nationale modtagelse af bevægelsen og det aftryk, den endte med at sætte?

Sådan startede den perfekte storm
Lektor med speciale i aktivisme og sociale medier ved Malmø Universitet Tina Askanius har sammen med Jannie Møller Hartley, studieleder i Journalistik ved RUC, gransket, hvordan #Metoo blev modtaget i henholdsvis Danmark og Sverige. Tina Askanius kalder #Metoo “den perfekte storm”, hvis man som hende finder det interessant at sammenligne fænomener på tværs af landegrænser. Men også i en mere overført betydning var #Metoo den perfekte storm:

“#Metoo var den perfekte storm, fordi et enkelt tweet på det rette tidspunkt fik det hele til at eksplodere. #Metoo kastede lys på en allerede eksisterende feministisk bevægelse og skabte en enorm debat, som ikke kun foregik i aktivist cirkler, ngo’er og organisationer, men også fandt vej ind i den mere mainstream diskussion.”

Studiet er stadig i review hos de videnskabelige tidsskrifter og derfor endnu ikke publiceret. Men ved et symposium i svenske Lund i marts i år præsenterede Tina Askanius hovedresultaterne.

Metoo-bevægelsen levede et årti i stilhed
Inden vi vender tilbage til, hvordan #Metoo blæste åbne døre ind i Sverige og i mindre grad ruskede op i det danske samfund, træder vi et par skridt tilbage til Metoo’s begyndelse.  

Metoo-bevægelsen er i virkeligheden en aldrende dame, som har sin oprindelse i det afroamerikanske samfund i USA, nærmere bestemt provinsbyen Selma i delstaten Alabama. Som advokat for især piger og unge kvinder, der har været ofre for seksuelle krænkelser og voldtægt, stiftede Tarana Burke bevægelsen i 2007. Metoo var ikke noget hashtag dengang, og tanken var, at ofre kunne dele oplevelser i selvhjælpsgrupper og på den måde kaste offerskyld af sig og hele sår.

Du kan se Tarana Burke fortælle om Metoo-bevægelsen i denne Ted Talk.

Sådan levede Metoo et stille liv, indtil avisen New York Times i 2017 kunne afsløre, at filmmageren Harvey Weinstein havde krænket talrige Hollywood-skuespillerinder ved at kræve seksuelle ydelser for filmroller. Det var skuespilleren Alisa Milano, der ved en tilfældighed gjorde #Metoo til et verdensomspændende fænomen med et enkelt tweet (se tweetet her).

Herhjemme retweetede ngo’en Dansk Kvindesamfund som de første den amerikanske skuespillerindes tweet, og dermed var ngo’en først til at bruge hashtagget #Metoo i dansk kontekst.

Google Trend har lavet denne flotte visualisering af, hvordan og hvornår #Metoo bredte sig fra verdensdel til verdensdel.

Alle lande havde deres egen Weinstein
Harvey Weinstein og hans ofre var den gnist, der fik bevægelsen til at eksplodere. Men magtfulde mænds misbrug var kun toppen af isbjerget, forklarer Tina Askanius, der i efteråret 2017 fulgte bevægelsens udvikling.

“Det var interessant, at alle lande havde deres Weinstein. I Danmark blev filmproducenten Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa billedet på Danmarks Weinstein. De lavthængende frugter var startpunktet, og i nogle lande fortsatte man så gravearbejdet og problematiserede gamle magtstrukturer og ulighed i samfundet,” siger Tina Askanius.

Blandt andet Politiken afdækkede, hvordan tidligere ansatte i Zentropa havde følt sig seksuelt chikaneret (læs mere her).

Det svenske civilsamfund greb bolden
Det er her, sammenligningen mellem Sverige og Danmark bliver interessant. For de to forløb afslører, hvordan og hvor meget civilsamfundets aktører i de to lande havde arbejdet med den feministiske dagsorden på forhånd. Der er næsten tale om to omvendte forløb:

“I Sverige landede Weinstein og #Metoo i en allerede eksisterende samtale om ulighed og om feminisme. Den landede også i et eksisterende netværk af aktivister, ngo’er og udvalg – der kunne organisere og drive den sociale bevægelse til et krav om politisk forandring,” forklarer Tina Askanius og vender blikket mod Danmark:

“I Danmark var der ikke en politisk mobilisering på græsrodsniveau, der kunne gribe #Metoo og sætte ting i bevægelse på samme måde som i Sverige.”

#Metoo har også sat aftryk i DK
Men at det danske civilsamfund ikke formåede at kaste bolden videre ind til Christiansborg, er ikke ensbetydende med, at danske ngo’er og foreninger sov i timen. For #Metoo har vakt debat og indlejret sig. Det skete bare med en vis forsinkelse.

Eksempelvis taler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu varmt om en samtykkelovgivning, ligesom foreningen From #Metoo to #Wedo blev født på årsdagen for #Metoo i efteråret 2018.

Du kan se mere om foreningens arbejde her.  

“Man har været hurtig til at kalde #Metoo en døgnflue, men den køber jeg ikke. Heller ikke, når det gælder danske forhold”, siger Tina Askanius og uddyber:

“Det er jo ikke sådan, at man fra dag til dag kan måle og veje effekten af social forandring i eksempelvis voldtægtsstatistikken, eller at man har et #Metoo-barometer for den offentlige samtale om køn og ligestilling. Det er en proces uden noget start- og slutpunkt, og #Metoo er en del i den langsomtgående proces.”  

Kvinfo har lavet denne oversigt, der viser, hvordan forskellige danske faggrupper oplever uønsket seksuel tilnærmelse. 

#Metoo blev til et internationalt, virtuelt forsamlingshus
Det er utænkeligt, at en folkebevægelse i dag kan få luft under vingerne, uden at sociale medier giver den et skub. For her findes værktøjer, der er skræddersyet til at organisere en bevægelse og få borgere til at føle sig som en del af en større folkesag.

Se denne graf over, hvordan #Metoo brugt i danske medier og på sociale medier.

Det betyder ikke, at det var Twitter eller et hashtag, der skabte Metoo-bevægelsen. Men hashtagget #Metoo er alligevel unikt, fordi det blev et internationalt, virtuelt forsamlingshus, som ngo’er og foreninger kunne bruge som løftestang til at tale om undertrykkelse på et mere generelt plan, forklarer Tina Askanius:

“Der var en periode, hvor det stort set kun handlede om individuelle kvinders oplevelser, og det var vildt vigtigt for at vise omfanget. Men når det er blevet etableret, skal bevægelsen flytte sig til andet end individer, og det er her sociale mediers rolle i aktivisme kommer ind. For det er ofte sådan, at sociale medier samler bevægelsen til noget mere strukturelt og et hashtag kan blive det samlingspunkt.”

Start en folkebevægelse, og sæt den fri
Ophavskvinden til Metoo-bevægelsen, Tarana Burkes, har fortalt, at hun er overrasket over, at hendes lille bevægelse fra provinsbyen Selma endte med at blive verdensomspændende. Hun siger også, at hun ikke har nogen interesse i at styre bevægelsen og forlange eksempelvis lange retssager, nye skærpede love og økonomisk godtgørelse til ofre.

At lade #Metoo leve sit eget liv er rigtigt, så længe Tarana Burke og andre markante stemmer i #Metoo-bevægelsen ønsker, at #Metoo skal forblive en folkebevægelse. Tina Askanius påpeger, at det smukke ved sociale bevægelser er, at de har plads til at blive tegnet af en broget flok af alle mulige aktører, der adresserer et problem fra mange forskellige vinkler.

Og selvom det kan være svært for politikere og magthavere at håndtere og forhandle med folkebevægelser, så vil en styring betyde, at en bevægelse mister noget af sit engagement:

“Hvis man vil styre en bevægelse, så giver man køb på noget af det dynamiske. Det der kommer nedefra. Man risikerer at skille sig af med mange af dem, der oprindeligt engagerede sig. Bevægelsen udvikler sig dermed til at blive noget andet – måske et politisk parti – hvor man skriver et manifest, som skal afdække et mål. Men så er det ikke længere en folkebevægelse.”