Kom godt i gang med sociale investeringer trin for trin

I får kun betaling, hvis det lykkes jer at få ledige i job.

Så enkel er aftalen bag danmarkshistoriens hidtil største sociale investeringspartnerskab, som Aalborg Kommune i september 2018 indgik med Fokus Folkeoplysning, Den Sociale Kapitalfond og Det Obelske Familiefond.

Ultrakort går aftalen ud på, at Aalborg Kommune sender 120 jobmotiverede, psykisk sårbare kontanthjælpsmodtagere til Fokus Folkeoplysning, som skal forsøge at få dem i job i løbet af en treårig periode. Metoden er valgfri – så længe effekten opnås. 

Aalborg Kommune skal ikke betale en krone for de borgere, som ikke kommer i beskæftigelse. Den Sociale Kapitalfond tror nemlig så meget på projektet, at de har valgt at investere i det. Lykkes det at få borgerne i beskæftigelse, skal Aalborg Kommune betale for effekten, og så får Den sociale Kapitalfond sin investering igen plus et afkast.

Der er tale om blot det andet forsøg med sociale investeringspartnerskaber på dansk jord; partnerskabet er stadig nyt, og projektet endnu ikke afsluttet. Alligevel har partnerne i projektet allerede lært en masse.

Jannik Tharben Hansen, som er investeringsdirektør i Den Sociale Kapitalfond og Frida Tarp, som er socialøkonomisk konsulent i Business Aalborg deler her ud af deres erfaringer og giver en guide til, hvordan man trin for trin kommer godt i gang med et socialt investeringspartnerskab. 

Trin 1: Find et problem, der ikke er løst godt nok
Når man kaster sig ud i at lave et partnerskab omkring en social investering, så er det ifølge investeringsdirektør i Den Sociale Kapitalfond Jannik Tharben Hansen først og fremmest vigtigt, at man udvælger det rigtige problem.

“Det vigtigste er at finde et problem, som man føler ikke bliver løst godt nok i dag. Udgangspunktet bør være: Der er noget, vi mener, vi kan gøre bedre i en ny konstruktion. For hvis vi er gode nok til at gøre det, vi gør i dag, så er der ikke nogen grund til at opfinde noget nyt. Men er der noget, som vi tror, at vi kan løse bedre, hvis vi allesammen sætter os sammen rundt om et bord, så giver det mening at overveje et socialt investeringspartnerskab,” siger Jannik Tharben Hansen.

2. Definér problemet, og sørg for, at det er målbart
Med afsæt i et problem, som man ønsker at løse bedre og mere effektivt, gælder det som det næste om tydeligt at få defineret det, så alle parter er helt enige om, hvad sagen drejer sig om, og hvordan man kan måle effekten af indsatsen.

“Find én måske to ting, som du har lyst til at måle på. Og tænk dine mål godt igennem. Selv med blot et mål bliver det hurtigt meget komplekst,” siger Jannik Tharben Hansen og nævner som eksempel, at målet kan være at få ledige i beskæftigelse.

Men at selv et mål som det, der umiddelbart lyder relativt velafgrænset, hurtigt kan blive kompliceret. For hvad så med dem, som kommer delvist i beskæftigelse og arbejder i nogle timer, og hvad med dem, som ryger ud af beskæftigelse igen efter ganske kort tid?

“Prøv at gøre det simpelt – altså noget, du kan måle på uden randomiserede forsøg og kontrolgruppe eller lignende mere videnskabelige evalueringskriterier – samtidig med at du tænker over, at når du simplificerer, er der så et eller andet, som du overser,” siger Jannik Tharben Hansen.

Når det gælder om at fastsætte målet, er det gode råd ifølge Frida Tarp, at det skal være noget, som ikke kan misforstås af nogen af parterne:

“Måleparameteret skal være helt tydeligt. Det skal være noget, som man ikke kan blive uenige om. Noget, som ingen af parterne kan være i tvivl om,” siger Frida Tarp.

3. Regn på det, og lav en business case
Når man nu er blevet enige om, at man har et problem, man gerne vil løse i fællesskab, og man er nogenlunde enige om, hvad målet for indsatsen skal være, så er det blevet tid til, at alle parter går hjem og regner det hele igennem.

“Så prøver alle aktører at regne lidt på det. Hvad skal leverandøren have af betaling for at kunne levere igennem hele processen? Når investor ved det, kan han regne på, hvilken betaling er så nødvendig for at få et afkast og få sine penge tilbage? Og så kan kommunen regne på, hvilket beløb er vi villige til at betale for at nå en given effekt. Alle parter skal altså kunne se, at det giver mening,” siger Jannik Tharben Hansen:

“Den måde, vi typisk arbejder på i dag, er ved at lave den kommunale business case først. Et eksempel kunne være: En kontanthjælpsmodtager, der kommer væk fra kontanthjælp er cirka 10.000-15.000 kroner værd i besparelse for kommunen om måneden, hvis vi udelukkende ser på de direkte overførselsindkomster. Hvis vi tager 8.000 kroner og betaler ud til leverandør og investor, så er der stadig en besparelse tilbage til kommunen. Meget forsimplet, så deler parterne altså gevinsterne.”

Når først regnestykket er lavet, kan de tre parter blive enige om en business case.

4. Definér målgruppen tydeligt – og vær klar til at justere løbende
De to danske pilotprojekter med sociale investeringer, som indtil videre er sat i søen, er begge løbet ind i problemer med, at parterne troede, at de var blevet enige om målgruppen for indsatsen. Men da virkeligheden ramte, og borgerne var blevet visiteret til indsatsen, blev det tydeligt, at man måske alligevel ikke havde været helt enige. Det gode råd fra Frida Tarp lyder derfor:

“Tal sammen om målgruppen – også løbende. I kan tro noget fra starten, men I er nødt til hele tiden at vurdere, om det så også holder stik i virkeligheden.”

Ifølge Jannik Tharben Hansen er det derfor også vigtigt at have fleksibilitet i kontrakten, så man kan justere målgruppen, hvis det bliver nødvendigt:

“Ellers risikerer man at stå med nogle borgere, som man aldrig kommer til at skabe en effekt for. Så taber investoren sine penge, borgeren får ikke noget ud af det, leverandøren leverer ikke en effekt, og kommunen har måske spildt sin tid og får borgeren tilbage.”

5. Det skal kontrakten indeholde
Når alle har regnet på det, er blevet enige om en business case og er nået frem til en klart defineret målgruppe, så er det blevet tid til at få papir på forholdet og få lavet en kontrakt.

Kontrakten skal ifølge Jannik Tharben Hansen blandt andet indeholde:

• Målgruppen
• Hvor lang tid projektet løber
• Hvordan måler vi effekten?
• Hvordan styrer vi projektet: Hvordan håndterer vi ting undervejs? Og hvad er rolle-/ansvarsfordelingen?
• Betalingsmekanismen: Hvad er det, der betales for, hvornår og hvordan?

“Husk at overlade en lille smule rum til forhandling og tilpasning undervejs. Men overvej samtidig at tænke en masse scenarier igennem inden, så I måske kan foregribe nogle uhensigtsmæssigheder, for der vil opstå alt muligt undervejs. Det er for eksempel meget godt at have fået skrevet ned, at hvis en borger flytter ud af kommunen, tæller borgeren så stadig med i relation til resultatbetalingen? Der kan være mange scenarier, som man umiddelbart ikke have tænkt over, men som er gode at have tænkt over inden,” siger Jannik Tharben Hansen.

6. Husk intern kommunikation og forankring af projektet
Når man så har skrevet under og er klar til at gå i gang, er det ifølge Frida Tarp enormt vigtigt at få forankret projektet i organisationen ved at kommunikere grundigt og tydeligt om projektet internt.

“Der er for eksempel nogle enormt travle socialrådgivere, der skal til at forholde sig til en ny indsats. Kommunikationen om projektet til de ansatte i kommunen, som for eksempel visiterer borgerne til indsatsen, er virkelig afgørende,” siger Frida Tarp. 

Jannik Tharben Hansen understreger på samme måde vigtigheden af at få forankret, hvordan man gør tingene i projektet på forskellige niveauer i de involverede organisationer og foreslår blandt andet, at man kan holde fællesmøder eller skrive deciderede guides til, hvordan man håndterer forskellige situationer.

“Det vil være en god idé at skrive nogle principper eller processer ned for, hvordan man regner med, at samarbejdet skal forløbe. Er der behov for en styregruppe, som diskuterer eventuelle uenigheder? Selvfølgelig skal man ikke bruge for meget tid på det, for i sidste ende handler det om at levere indsatserne over for borgerne, men det giver mening at overveje og nedskrive: ‘Hvis det her sker, så ordner vi det på den her måde’,” siger Jannik Tharben Hansen.

Her er den mest dyrekøbte erfaring, andre kan lære af
Det sociale investeringspartnerskab mellem Aalborg Kommune, Fokus Folkeoplysning, Den Sociale Kapitalfond og Det Obelske Familiefond er kun i gang med sit første år ud af tre. Men allerede nu vil Frida Tarp og Jannik Tharben Hansen gerne dele ud af deres mest dyrekøbte erfaring, så andre undgår at begå samme fejl. 

Begge er enige om, at deres største begynderfejl har været ikke at være skarpe nok på målgruppedefinitionen.

“Der har været en forskellig forståelse fra leverandøren til kommunen i forhold til, hvem målgruppen egentlig var. Det har konkret betydet, at leverandørerne har følt, at det har været sværere at levere de effekter, som de havde regnet med, på den tid, de havde regnet med,” siger Jannik Tharben Hansen.

“Der er nogle borgere, som er blevet sendt tilbage, fordi de ikke havde motivationen, selvom det egentlig grundlæggende er et krav, der bliver stillet, at borgerne, som deltager i indsatsen, skal være motiverede for at komme i job,” siger Frida Tarp. 

Jannik Tharben Hansen understreger derfor vigtigheden af, at man indgår en kontrakt, der løber over en længere periode, så parterne kan lære undervejs og tilpasse projekt og målgruppe løbende. Og det er Frida Tarp meget enig i:

“Volumen og et langt tidsperspektiv er meget, meget centralt, fordi vi kan gøre os dygtigere undervejs i de tre år, hvor det her løber. Det, at vi har tre år i stedet for to år, og at vi har 120 borgere i stedet for 10, er altafgørende. For internt i organisationen skal du lære lige meget, uanset om du skal visitere 10 eller 120 borgere. Så volumen er virkelig, virkelig vigtigt,” siger Frida Tarp.