Eksperter: Ngo’er bør træde varsomt, når de indgår partnerskaber med virksomheder

DENNE ARTIKEL ER FØRSTE GANG PUBLICERET 23. NOVEMBER 2017

Unicef og Bestseller gør det. Red Barnet og Jysk gør det. Folkekirkens Nødhjælp og Bilka gør det. Og de er langtfra de eneste.

Eksemplerne på partnerskaber mellem organisationer og virksomheder er mange. Men er det altid en god idé at indgå et partnerskab, og hvilke risici er der forbundet med det?

Traditionelt set har virksomheder og civilsamfundsorganisationer kigget på hinanden med skulende øjne. Men sådan er det ikke nødvendigvis længere. Den kammeratlige stemning har nemlig indfundet sig i begge lejre, der i stigende grad indgår partnerskaber med hinanden.

For mens virksomhederne har fået ansvarlighed og bæredygtighed på dagsordenen, har organisationerne længe ledt efter nye måder at skaffe kapital. Og selvom det ikke umiddelbart lyder som et match made in heaven, så er partnerskaberne kommet for at blive.

Både ngo’erne og virksomhederne kan nemlig drage fordel af det. Men når de idealistiske hjælpeorganisationer bygger bro med erhvervslivet, skal de træde varsomt, mener CSR-eksperter.

Et økonomisk behov
”Der har været en voldsom udvikling inden for de seneste år i både antallet af partnerskaber og nødvendigheden af partnerskaber. Nødvendigheden bliver drevet af en økonomisk hensyn, fordi civilsamfundsorganisationer i meget lang tid har været, og løbende er, under pres. Det skyldes, at de midler, som kommer fra det offentlige, bliver mindre og mindre. Det er her, erhvervslivet kommer ind i billedet,” siger Sune Skadegård Thorsen, stifter og direktør i Global CSR.

Han mener, at det er blevet mainstream i erhvervslivet at arbejde med virksomhedens samfundsansvar. Samfundsansvar handler om, hvordan man som virksomhed kan bidrage til bæredygtig udvikling, samtidig med at man håndterer sine negative indvirkninger på de internationale principper om bæredygtig udvikling.

”Der, hvor partnerskaber foreløbigt er mest interessante, er, når virksomheden vil gøre noget godt i verden og derfor opsøger initiativer, hvor de kan gøre en forskel. Virksomhederne indgår derfor partnerskaber med civilsamfundsaktører, som kan bidrage både med viden og med legitimitet,” siger han.

Ved at indgå den umage alliance kan organisationerne få hurtig adgang til økonomisk kapital, hvor der stilles færre krav til afrapporteringer sammenlignet med offentlige midler.

“Finansieringen bliver derved mere enkel,” påpeger Sune Skadegård Thorsen.

Andreas Rasche er professor i Corporate Social Responsibility ved Copenhagen Business School, og han er enig i, at de fleste partnerskaber er monetære. Samtidig påpeger han, at partnerskaberne også er en måde at finde en løsning på.

“En af årsagerne til, at ngo'erne gerne vil indgå i partnerskaber, er, at de søger løsninger på de problemstillinger, som de arbejder med. Hvis man kigger på FN’s verdensmål (SDG’erne), så ser man dem ofte som en løftestang for at implementere løsninger på de udfordringer, som vi ser i verden."

"Mange af ngo'erne har rykket sig fra en mere konfrontatorisk attitude, hvor de lavede kampagner mod virksomhederne, til en mere kollaborativ attitude, hvor de samarbejder med virksomhederne som en del af løsningen,” vurderer han.

Samarbejde giver viden
Det er dog ikke kun det økonomiske aspekt, som organisationerne kan drage fordel af. En anden motivation er, at ngo'erne kan opnå viden fra virksomhederne.

”Nogle organisationer kan se en fordel i at lære af beslutningsprocesserne i erhvervslivet. Af erhvervsparterne kan de lære at gøre tingene mere effektivt. Vi ser flere civilsamfundsorganisationer, der rekrutterer erhvervsfolk ind til ledende poster,” siger Sune Skadegård Thorsen.

“Jeg tror, at det er gået op for mange af ngo'erne, at flere af virksomhederne er ret langt, når det kommer til områder som bæredygtigt ansvar. Som partnere får de adgang til den viden, som virksomhederne har opnået på området”, tilføjer Andreas Rasche.

Troværdighed er en værdifuld valuta
Men selvom det er nyttigt for begge parter at samarbejde, så er eksperterne enige i, at den største udfordring ligger hos organisationerne, som skal forblive troværdige i forhold til deres medlemmer og følgere.

“Der er stor risiko forbundet med det her, hvis ngo'erne indgår i det forkerte partnerskab. Det helt afgørende for en organisation er, at folk stoler på dem og ser dem som uafhængige. Ved at indgå partnerskaber risikerer de, at folk stiller spørgsmålstegn ved, om de selv er pålidelige,” siger Andreas Rasche og får opbakning af Sune Skadegård Thorsen.

”Som organisation skal man tænke sig rigtig grundigt om og sikre sig, at man stiller de rigtige krav til sine samarbejdspartnere, så man kan undgå en uhensigtsmæssig situation. Behovet for finansiering er stor. Desto større krav du stiller til virksomhedspartneren, desto mindre bliver muligheden for at få pengene. Det er et ægte dilemma,” siger Sune Skadegård Thorsen.

En global standard
I år 2011 udkom FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, som er minimumsstandard for ansvarlig virksomhedsadfærd.

På trods af retningslinjerne mener Sune Skadegård Thorsen stadig, at der er lang vej igen.

”Der mangler kapacitetsudvikling hos civilsamfundet i at forstå standarden og få den skrevet ind i sine kontrakter. Standarden er så relativt ny, at vi endnu ikke har set den anvendt for alvor,” siger han og fortsætter.

”Hvis man tager de forholdsregler, som der skal til, så kan partnerskabet i sig selv blive en mulighed for at fremme bæredygtig udvikling gennem erhvervspartneren. Men hvis man ikke gør det, så går man ind og bliver en del af problemet. Man frasiger sig retten til at være en kritisk stemme, for hvordan kan du den ene dag harcelere over en butikskæde og så næste dag annoncere et partnerskab med dem. I yderste tilfælde risikerer man at miste troværdigheden som organisation,” afslutter han.

[email protected]