Sådan får I et vellykket praktikforløb: Læg en plan og følg op

Den gode praktik handler især om at have klare rammer og aftaler. Så kan en praktik til gengæld give stort udbytte for begge parter. Her kommer en række gode råd og eksempler.

(OBS: Det er mere end et år siden, denne artikel er blevet redigeret. Vær derfor opmærksom på, at dele af indholdet kan være forældet)

Af Niels Bak Henriksen

Et godt praktikforløb bunder ofte i et godt grundlag. Både arbejdspladsen og de studerende får mest ud af forløbet, hvis der på forhånd er taget stilling til både jobindhold og det akademiske indhold i praktikken. Derudover er der en række ting, praktikstedet kan gøre for at sikre et succesfuldt forløb. 

1. Lav en klar aftale

Både universitetet, Dansk Magisterforening og flere organisationer peger på, at det allervigtigste er en praktikaftale med et reelt indhold.

En skriftlig praktikaftale er et krav fra universitetets side for, at praktikken kan godkendes som en del af praktikantens studie.

”Vi har nogle krav til, hvordan praktikken skal indrettes”, siger Søren Hedegaard Sørensen, der er sektionsleder i studievejledningen på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.

Kravene er lidt forskellige for de forskellige studieretninger, men et typisk eksempel er vejledningen fra antropologi, hvor det blandt andet hedder, at praktikken skal:

uddybe og give praktisk erfaring med centrale temaer/problemstillinger i uddannelsen
give faglig og praktisk erfaring inden for relevante arbejdsområder
bidrage med erfaringer og viden inden for et område, som du vil uddybe i bachelorprojektet

Og det skal ikke bare forstås som formelle krav, der skal hakkes af, men også som et oplæg til dialog.

”Det, som fylder i den vejledning, er, at man får talt med praktikstedet”, siger Søren Hedegaard Sørensen.

2. Bliv skarp på arbejdsindhold og struktur internt

En del af praktikaftalen og samtalerne omkring den handler om arbejdsindholdet.

I Røde Kors Hovedstaden har de som regel et sted mellem tre og otte praktikanter ad gangen. Men det er ikke nogen automatisk svingdør af genbesættelser.

”Det er vigtigt, at vi reelt forholder os til det enkelte forløb” siger organisationschef Thomas Mølgaard Andersen.

Derfor skal afdelingerne for hvert opslag begrunde det internt i systemet.  

”Sidst havde vi to – har vi brug for det igen? Eller har vi måske brug for tre?”, siger han om overvejelserne.

Også i Red Barnet Ungdom gør de sig en hel del overvejelser om praktikanternes funktion på stedet.

”Vi går op i, at de får nogle opgaver, som ligesom er deres”, siger Camilla Carlsson, som er program- og udviklingschef.

Organisationen har praktikanter både i programafdelingen, administrationen og kommunikationen og hun nævner for eksempel ansvaret for en frivilliggruppe eller produktion af indhold til sociale medier, som arbejdsopgaver, der vil kunne løftes af en praktikant.

”Desuden prøver vi at få plads til det, man kan kalde udviklingsopgaver, hvor man ligesom får noget ansvar”, siger hun.

Hun fortæller, at de praktikansvarlige har en manual eller praktikhåndbog, som de samler erfaringer sammen i og løbende udvikler på.

Og det er en god ide, siger Frederik C. Boll, der er direktør i konsulenthuset Ingerfair, som arbejder med at skabe gode rammer for både frivillige og ansatte i civilsamfundsorganisationer.

”Generelt er der organisationer, der er dygtige til at have faste manualer for praktikanternes funktioner. De er dygtige til at have definerede funktioner”, siger han.

Han peger også på, at både praktikanter og praktikforløb er forskellige og kan kræve noget forskelligt. Nogle praktikker foregår i et relativt fast forløb omkring organisationernes løbende opgaver. Andre studerende søger mere projektorienterede praktikker, hvor man for eksempel skal være med til at udvikle en indsats, stå for fondsansøgninger og lignende.

”Det kræver en rigtig stærk struktur omkring. Der skal være opfølgning på læring, så man ikke skal sidde og være i tvivl,” siger han.

3. Lav god intro og opfølgning

Det er vigtigt at praktikanten får relevant opfølgning undervejs, både feedback på konkrete opgaver og på forløbet generelt. Det kan være en god ide at sætte det i system, så det ikke drukner hverdagens travlhed.

”Vi har en praktikkoordinator, som sikrer vi får holdt de evalueringer”, siger Thomas Mølgaard Andersen.

Derudover har hver praktikant en praktikvært, som holder snor i hverdagen og sørger for, at praktikanten kommer godt i gang.

På Red Barnet Ungdom har de et decideret introforløb, der spænder hen over de første par uger, og som løbende er blevet udbygget over årene. Det starter med en introdag, som semesterets praktikanter har sammen, også for at få skabt et fællesskab mellem dem, så de kan bruge hinanden.

Og så har de lagt en opfølgningssamtale ind efter en måned, hvor jobindholdet justeres og de taler om muligheder i forhold til studiet og den krævede praktikrapport.

”Hvad er det der giver mening i forhold til deres studie, og hvad er det, de har evner for. Den tager vi når grundlaget er skabt”, siger Camilla Carlsson, der 

4. Husk uddannelsesforpligtelsen

For at universitetet kan godkende praktikken, skal den afsluttes med en praktikrapport, og den indgår også ofte som en del af grundlaget for den studerendes bachelorprojekt.

Dermed skal man gøre sig klar som praktiksted, at det er noget, som den studerende skal yde ud over opgaverne på arbejdspladsen, og at det er en del af praktikken.

”Det kan vi levere og det giver vi plads til”, siger Thomas Mølgaard Andersen. ”Og vi får jo også noget ud af det som vi måske kan bruge til noget.”

Sektionsleder i studievejledningen Søren Hedegaard Sørensen understreger også, at en universitetspraktik ikke kun om arbejdserfaring.

”Det handler om det skal være akademisk arbejde, og der skal være en vis del akademisk læring”, siger han.

Når de i studievejledningen får studerende ind, som har problemer med deres praktikforløb, så bunder det meget ofte i én ting.

”Det er typisk, at man ikke har fået talt sammen inden praktikken begynder”, siger han.

Forrige artikel Sådan klarer du noget af det sværeste i projektarbejde:  Forankring skal tænkes ind helt fra start Sådan klarer du noget af det sværeste i projektarbejde: Forankring skal tænkes ind helt fra start Næste artikel Sager i modvind: Her er sagslobbyistens værktøjskasse Sager i modvind: Her er sagslobbyistens værktøjskasse
Er der også ballade i din kolonihave - eller i din lokalforening?

Er der også ballade i din kolonihave - eller i din lokalforening?

TV2-serien ”Balladen om kolonihaven” demonstrerer elegant, hvad der udspiller sig i de små forpligtende foreningsfællesskaber, som Danmark er opbygget af. Foreningsliv bygger i høj grad på mennesker med engagement, passion, fagligheder og følelser. Det foregår i vores dyrebare fritid, og derfor går bølgerne ofte højt, for der kan være meget på spil. 

Ung, ny og NGO-leder: 'Ny bog giver hjælp og råd'

Ung, ny og NGO-leder: 'Ny bog giver hjælp og råd'

Når man lander sit første lederjob i en NGO, måske i en ung alder, følger der mange opgaver med, som ikke stod i jobopslaget. Det tager bogen 'Sagens Kerne' fat på med råd fra to, som har prøvet turen på egen krop. De rammer helt plet, lyder det fra en, der netop står i situationen.

Ngo’er kan også høste store fordele af kunstig intelligens

Ngo’er kan også høste store fordele af kunstig intelligens

ChatGPT og andre kunstig intelligens-redskaber bliver hele tiden både nemmere, bedre og billigere, så det er ikke bare forbeholdt de store organisationer. Til gengæld er der både praktiske og etiske faldgruber, man skal holde sig for øje, siger konsulent i branchen Christian Sophus Ehlers. Han har for længst selv taget den nye teknologi i brug.

Håbløshed og vrede driver klimaaktivisterne

Håbløshed og vrede driver klimaaktivisterne

Det er vrede og frustration over alt for lidt handling i klimakrisen, der driver aktivisterne i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Men et spændende miljø med kreative arbejdsformer og en flad struktur skader heller ikke.

Vildt sommervejr og klimakrise puster til engagement i organisationerne

Vildt sommervejr og klimakrise puster til engagement i organisationerne

Skovbrande på Rhodos, varmerekorder i Sydeuropa og et knastørt dansk forår. Klimakrisen har erobret dagsordenen, både i medierne og hos en række organisationer. Flere af dem, som har sat klima højt på dagsordenen, beretter om flere aktivister, men også om et emne, som påvirker organisationernes ståsted og måde at virke på.

Betændt arbejdsmiljø er det beskidte vasketøj, som ingen civilsamfundsorganisationer ønsker at hænge offentligt til tørre

Betændt arbejdsmiljø er det beskidte vasketøj, som ingen civilsamfundsorganisationer ønsker at hænge offentligt til tørre

Der er mange grunde til, at emnet er svært at tale om: Blandt andet frygt for dårlig medieomtale eller at blive fyret. Men tavshed gør samtidig problemet svært at løse. Det kom frem, da centrale civilsamfundsaktører på Bornholm debatterede dårligt arbejdsmiljø – et emne som desværre forbliver lige så hot som den danske sommer indtil nu, også selvom Folkemødet er slut for i år.

Festivalsommer lige om hjørnet: I år er der frivillige nok

Festivalsommer lige om hjørnet: I år er der frivillige nok

Sidste år havde flere festivaller og de foreninger, der tjener deres penge dér, problemer med at få frivillige nok. Men i år er de frivillige tilbage, lyder det fra Skive Festival, som holdes her i weekenden, og fra Boldklubben Fremad Valby, som arbejder for Roskilde Festival. Men det har krævet en ekstra indsats.