Forsker: Her er de 4 største udfordringer for civilsamfundet i Europa

Hvordan definerer vi civilsamfundet, hvad kan vi bruge sektoren til, og hvor er den på vej hen?

De spørgsmål har Bernard Enjolras og 100 andre interessenter sat sig for at besvare i forskningsprojektet “Third Sector Impact”, der er det hidtil største forskningsprojekt af sin art.

Civilsamfundets Videnscenter har derfor bedt topforskeren komme med sit bud på de fire største barrierer for det europæiske civilsamfund.

Af Bernard Enjolras, Leder af Senter for forskning på sivilsamfunn og frivillig sektor ved Institutt for samfunnsforskning, Oslo, samt leder af forskningsprojektet Third Sector Impact.

I mange europæiske lande trues den politiske stabilitet af fremvæksten af populistiske partier, som understøtter de nationalistiske tendenser i befolkningen. Arbejdsløsheden er stigende i mange lande, særligt i middelhavsområdet og i Østeuropa. Blandt de mere velstående lande i Centraleuropa får euroskeptiske bevægelser stadig mere opbakning.

Med dette som bagtæppe er det tvivlsomt, om den succeshistorie, som civilsamfundet i 1990’erne blev opfattet som i de fleste europæiske lande, vil fortsætte. Det betyder ikke, at et samarbejde mellem den offentlige sektor og den frivillige sektor ikke længere bidrager til Europas mangfoldighed og til borgernes velfærd.

Europas civilsamfund er godt udviklet og bemærkelsesværdigt sammenlignet med resten af verden, både når det gælder størrelse og omfang.

Det er dog stadig uklart, om civilsamfundet er i stand til at bevare kontakten til sine rødder og fortsat være et alternativ til de konkurrerende sektorer og da særligt til ”markedet” i en kontekst, hvor offentlige budgetter stagnerer.

Baseret på vores forskning i projektet "Third Sector Impact" har vi identificeret en række fælles trends og barrierer for civilsamfundsorganisationers (CSO) udvikling i Europa som følge af ændringer i deres omgivelser.

Her er de fire vigtigste barrierer for civilsamfundets organisationer:

De flygtige frivillige
Båndene mellem medlemmer og CSO’er svækkes, og der tilføres ikke længere automatisk nye frivillige og medlemmer til organisationerne. Befolkningens mobilitet er blevet større, hvilket afspejles i, at frivilligt engagement i stigende grad finder sted på midlertidig basis.

Samtidig spiller personlige mål og selvrealisering i højere grad en afgørende rolle for, om man engagerer sig frivilligt, frem for idealisme eller om man føler loyalitet over for en given organisation.

Fordi engagementet generelt er blevet mere flydende og fleksibelt, bør en kontinuerlig tilstrømning af frivillige og medlemmer forvaltes og integreres i organisationerne. Der bør for organisationernes skyld altså fokuseres på, at frivillige aktivt beholdes og rekrutteres.

Samtidigt bruger CSO’er stadig flere ressourcer til at forvalte de frivillige. Kort fortalt er frivilligt arbejde blevet mere fleksibelt, uformelt, projektbaseret og ikke direkte knyttet til organisationerne.

Længerevarende engagement er på tilbagetog, hvilket er tydeligt eksemplificeret med udfordringerne med at rekruttere bestyrelsesmedlemmer, samtidigt med at periodisk frivillighed af forbigående karakter bliver mere populær (for eksempel at organisere enkeltbegivenheder).

Den dominerende organisationsmodel, som er bygget på et højt niveau af frivilligt engagement, mister sit fundament, hvilket tvinger CSO’er til at ændre deres modus operandi og mobilisere andre typer ressourcer.

Knappe ressourcer og ændrede finansieringskilder
Fremvæksten af neoliberalisme som det dominerende paradigme for at forandre velfærdsstaten har ført til, at markedslogikken også har gjort sit indtog i politik rettet mod civilsamfundet. Man observerer en finansiel tilbagetrækning af staten, selvom statslig finansiering stadig har stor betydning for CSO’er.

For det første blev omfanget af offentlige midler reduceret i sammenhæng med de store besparelser, som blev implementeret efter finanskrisen i 2008. For det andet følger socialpolitikken i stigende grad en investeringslogik, hvor man bruger markedsinstrumenter for at opnå sociale mål, hvilket har forandret vilkårene for offentlig finansiering væsentligt.

På grund af knappe statslige ressourcer søger CSO’er nye finansieringskilder. I denne sammenhæng bliver markedsindtægter og sociale sponsoraftaler vigtige, og i alle de lande, som var med i forskningen (Third Sector Impact, red.), rapporterer CSO’er, at de bruger flere ressourcer end tidligere på fundraising.

Tiltagende bureaukratisering
På tværs af Europa ser vi en stigning i neoliberale tilgange til at løse socioøkonomiske udfordringer, hvilket indebærer anvendelsen af markedsløsninger til at adressere offentlige problemer gennem såkaldte new public management-reformer.

Disse reformer medfører også et mere generelt kulturskifte i relationen mellem den offentlige og den civile sektor – vi går fra en tillidsbaseret kultur til en beviskultur, hvor impact skal kunne dokumenteres.

Forholdet til den offentlige forvaltning har ændret sig fra at være præget af partnerskab til at blive et kunde-leverandør-forhold. CSO’er skal hele tiden demonstrere deres effektivitet.

Som en følge af disse ændringer er CSO’er under permanent bureaukratisk pres om at skulle rapportere til deres sponsorer. Blandt de andre tiltag er der indført kontraktbaserede styringsprocedurer, hvor leveringsbetingelserne er strengt defineret af offentlige organer. Omfattende rapporteringsforpligtelser tvinger dermed CSO’er ind under strengere kontrol af de offentlige myndigheder.

Lavtlønnede stillinger
Personaleomkostninger er særligt store i civilsamfundsorganisationer. Det betyder, at omkostnings- og effektiviseringspresset samt den finansielle ustabilitet, som kendetegner CSO’ers økonomiske rammevilkår, har ført til dårligere ansættelsesforhold i mange europæiske lande.

Antallet af ansatte er reduceret, arbejdsbelastningen per ansatte stiger, lønnen sænkes og omfanget af atypiske ansættelsesmønstre i form af tidsbegrænsede kontrakter, deltidsarbejde og marginale deltidsstillinger er øget.

Bortset fra i Spanien, hvor arbejdsløsheden er høj, bliver arbejde i civilsamfundet stadig mindre attraktivt. Specielt i aktiviteter med højt mentalt og fysisk stressniveau står CSO’er over for alvorlige rekrutteringsproblemer.

Disse forhold medfører en risiko for, at kvaliteten på tjenesteydelserne forværres, eftersom CSO’er bliver tvunget til at ansætte mindre fagligt kompetent personale.