To nøglepersoner om deres læringer: ‘Sådan ville jeg gøre, hvis jeg skulle starte Medborgerne igen’

Grundtanken bag Community Organising er at skabe en platform, hvor lokale foreninger, trossamfund og andre repræsentanter fra civilsamfundet kan mødes og sammen presse på for at ændre forhold i et lokalområde. En slags borgerlobbyisme.

Konceptet er især udbredt i USA og Storbritannien og der var netop på en studietur til London, hvor medstifter af Medborgerne, Andreas Lloyd, fik sin interesse skærpet. Her så han, hvordan den paraply-lignende organisation Citizens UK havde stor succes med at skabe en alliance, der kunne få lokale foreninger og organisationer til at arbejde sammen for det fælles bedste og være en modvægt til det politiske lag.

Han tog fascineret hjem og mente, at tankesættet kunne overføres til danske forhold. Det var de to øvrige stiftere af Medborgerne, Ruth Gøjsen og Michael Wulff, enige i og sådan blev - forsimplet sagt - grundstenen til Medborgerne lagt. 

Men forsøget på at bringe Community Organising til Danmark kom aldrig rigtig op at flyve og strandede endeligt efter seks år. Det er der mange årsager til: Stor udskiftning i sekretariatet, intern uro og en pandemi hører med til billedet. Men måske skal konceptet også i højere grad slibes til for at passe ind i en dansk virkelighed?

Andreas Lloyd og tidligere bestyrelsesmedlem i Medborgerne, Lucas Skræddergaard giver her deres bud på, hvad man skulle have gjort. 

Vent på en invitation

Medborgerne blev skabt på baggrund af en stor pose penge fra Trygfonden, der skød 1,9 millioner kroner i projektet. Hurtigt - måske for hurtigt - besluttede de tre ildsjæle at Nørrebro/Nordvest var det rigtige sted at kickstarte en alliance, der kunne samle lokale fællesskaber. Men ingen af de tre stiftere eller den øvrige bestyrelse boede selv på Nørrebro. Der var faktisk heller ikke nogle organisationer på Nørrebro, der af egen drift talte højt om behovet for en alliance. 

I dag ser Andreas Lloyd donationen fra Trygfonden som både en gave og en forbandelse:   

“Det var enormt dejligt, at Trygfonden syntes, projektet var værd at støtte. Men vi havde ikke ordentligt gennemtænkt, hvordan vi ville gøre. Konceptet og ideen kom først, og ikke behovet. Vi lagde os nok for hurtigt fast på Nørrebro og Nordvest, som i forvejen er lidt af en projektjungle,” siger han og uddyber: 

“Set i bakspejlet skal behovet for Community Organising vokse organisk frem. Så det med at få en invitation, hvor nogen efterspørger den måde at opbygge politisk magt på, er en meget stor forudsætning for, at det kan lykkes.”

Opstarten var ifølge tidligere bestyrelsesmedlem Lucas Skræddergaard også præget af, at man skulle forklare og overbevise omverdenen om, hvorfor projektet var en god idé. For Medborgerne skulle ikke alene ud og skabe begejstring for platformen hos de bestyrelser for organisationer, man håbede at få som medlemmer. Der blev også udbudt undervisning, så medlemsorganisationerne bedre kunne forstå, hvad Community Organising er, og hvordan man rent faktisk arbejder. 

“Måske var man lidt for dogmatisk. Der var en bestemt måde at gøre det her på, og der var nok en tendens til, at man blev lidt missionerende og glemte, at virkeligheden i Danmark er en anden end i Storbritannien og USA, hvor konceptet lever godt,” siger Lucas Skræddergaard og uddyber: 

“I en travl hverdag, kan man godt stå af, hvis man får smidt en ny metode i hovedet, som du helst også skal tage et kursus for at lære. Jeg er altid fortaler for pragmatisme, og hvis jeg skal sætte mig i medlemsorganisationernes sted, kan jeg godt forstå, hvis man ikke lige orkede det.”

Hvilken hånd skal fodre dig? 

Community Organising er født og tænkt som et koncept, der ikke modtager offentlige midler. Det holdt Medborgerne fast i, fordi man ville være fri til at tale magthavere imod uden frygt for, at det økonomiske grundlag blev hevet væk. 

Således var det også medlemsorganisationers kontingentbidrag, der skulle være livsnerven i Medborgernes fortsatte drift. Det viste sig at blive en stor økonomisk og tidskrævende udfordring at få nok fonds- og kontingentbidrag til at holde hjulene kørende. Andreas Lloyd og Lucas Skræddergaard ser forskelligt på, om det var rigtigt at sige nej til offentlige midler. 

Vi giver først ordet til medstifter Andreas Lloyd, der ikke fortryder princippet: 

“Det danske civilsamfund er meget fedtet ind i offentlige penge. Men det er svært at være politisk uafhængig, hvis man samtidig er økonomisk afhængig af systemet. Derfor satte vi en ære i ikke at modtage offentlige penge. Målsætningen var, at vi ville sidde med ved bordet, stille politiske krav og blive mødt i øjenhøjde. Det var en vigtig del af selvforståelsen.”

“For andre, der vil starte en lignende alliance op, vil jeg ikke sige, hvad man skal og hvad man ikke skal. Jeg giver Lucas ret i, at man skal være mere pragmatiske, end vi var. Men jeg synes også, der er stærkt, at man signalerer, at det her er noget andet.”

Lucas Skræddergaard er enig i, at man altid skal bevare modet til at bide af den hånd, der fodrer dig. Men staten påtager sig også langt flere opgaver i Danmark end eksempelvis USA og Storbritannien, og han ser også bevis for, at det offentlige på lange stræk forstår armslængdeprincippet. Og uanset hvor pengene kommer fra, vil der altid følge holdninger med om, hvordan du skal opføre dig, fremhæver Lucas Skræddergaard:  

“Jeg tror, vi blev endnu mere låst af fondene, end man ville have været, hvis man tog imod offentlige tilskud. Vi begyndte jo at skrive ansøgninger, der passede ind i en bestemt fonds strategi og jeg oplevede faktisk fondene som mere tyndhudet end det offentlige system.”

“Vi oplevede også at enkelte medlemsorganisationer havde holdninger til, hvordan deres medlemskontingent skulle bruges. Der er altid en forventningsafstemning i forhold til penge og det er vigtigt at identificere de forpligtelser, der følger med, fremfor af princip at afskære alle offentlige midler.” 

Hvor meget engagement kan en alliance bede om? 

Borgeralliancer som Medborgerne skal forstås som et ekstra lag, der samler lokale fællesskaber på tværs af tro, social baggrund, fag, alder og andre sociale markører. For at lykkedes kalder konceptet også på en høj grad af frivillig arbejdskraft, og medlemsorganisationerne forpligtede sig til at aktivere deres medlemmer i sager, der skulle føres. Det viste sig dog at være svært for organisationerne at aktivere deres eget bagland i Medborgernes arbejde. Derfor er det også relevant at spørge, om Medborgerne bad om for meget? 

“Vi gjorde det vildt svært for os selv, at vi først skulle ud at begejstre bestyrelser snarere end at begejstre folk på gaden. Men det var den rigtige måde at gøre tingene på ifølge vores engelske mentorer. Ellers kunne vi komme til at konkurrere med de fællesskaber, der i forvejen var, og det ville potentielt skade det samarbejde, vi gerne ville have op at stå,” forklarer Andreas Lloyd.

Vejen ud af den klemme blev et kompromis. Kampagnerne, som eksempelvis et løft af området omkring Nørrebro Station, blev valgt og til en vis grad finansieret af medlemsorganisationerne. De folk, der endte med at eksekvere, kom alle mulige steder fra og var ofte enkeltpersoner drevet af en sag, de synes var spændende at engagere sig i. 

“Mixet mellem organiserede og ikke-organiserede fungerede rigtig godt. Men i praksis var medlemsorganisationerne desværre ikke særligt aktive i kampagnerne,” fortæller Andreas Lloyd. 

Lucas Skræddergaard mener, at det er klogt, hvis andre borgeralliancer på samme måder udviser lidt 'organisatorisk generøsitet', og at man ikke går for højt op i hvem, der udfører opgaver. 

“Det med at engagere nogen, der allerede engagerer andre, har en indbygget svaghed. For vi har kun en vis båndbredde at gøre godt med. Derfor er jeg helt enig i, at det i en dansk kontekst fungerer bedre, at engagere folk i et mix. Det med at se, hvordan man kan gøre god brug af hinanden, er ikke en forudsætning man kan tage for givet i den danske foreningstradition.”

Seks gode råd 

Vi runder snakken med medstifter Andreas Lloyd og mangeårigt bestyrelsesmedlem Lucas Skræddergaard af med at spørge dem, hvilke tre råd, de vil give andre, der ønsker at opbygge en borgeralliance. 

Tre råd fra Andreas Lloyd: 

1. Undgå skarpe tidsrammer. At opbygge en organisation og skabe vigtige relationer tager tid. 
2. Vælg på et tidligt stadie en kampagne og et mål, som lokale kræfter gerne vil engagere sig i. En kampagne frigiver energi og får folk til at forstå, hvad Community Organizing handler om. “Kan du huske da …”  
3. Improviser. Vi var for bundet af den britiske model og vi skulle have turdet at improvisere mere. Vi havde for travlt med at forklare en abstrakt idé i stedet for at prøve os frem og handle. 

Tre råd fra Lucas Skræddergaard: 

1. Pragmatisme. Vejen eller metoden til målet er ikke hellig. Find den vej, der passer jer bedst. 
2. Sørg for at have hænder nok. Vi lavede kampagner, hvor folk var med til at identificere problemer. Når der var enighed om, hvad der var galt, skortede det på kræfter, der kunne tage problemet videre. 
3. Sørg for stærk lokal forankring. Initiativtagerne til en alliance skal selv være rundet af lokalområdet. Det samme gælder medlemsorganisationerne. Blot fordi en forening eller organisation har adresse på Nørrebro er det ikke ensbetydende med, at de eller deres medlemmer er lokalt forankrede.

[email protected]