Ekspert: Åbenhed er fondes pris for driftsmidler til civilsamfundet

Af Mette Dahlgaard

De danske fondes såkaldte “frie midler” har været en attraktiv økonomisk kilde for foreninger og NGO’er i snart en menneskealder. Det er også et samspil, der i disse år er under forandring. 

Som et led i udviklingen er nogle fonde blevet mere strategiske i deres uddelingspraksis, og de anerkender i stigende grad civilsamfundets problemer med at skaffe penge til drift. Men før fondene for alvor vil dække drift, må NGO’er indstille sig på større indblanding i deres daglige virke, forudser Birgitte Boesen, der har skrevet bogen 'Fonde i bevægelse', og som er indehaver af rådgivningsbureauet büroCPH: 

“Fondene anerkender NGO’ers fortællinger om driftsudfordringer, og nogle vil også gerne støtte drift. Når det sker, skal man som NGO indstille sig på, at der i stigende grad vil komme krav til, hvordan man bruger de penge, man får. Prisen for at få dækket drift hedder åbenhed,” siger Birgitte Boesen og fortsætter: 

“Modkrav behøver ikke være usundt. Også NGO’er har brug for at blive udfordret for at udvikle sig.”  

LINK: Har fonde for meget magt? Det mener Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl

Fondene har indtaget en ny rolle
Før vi går nærmere ind i dynamikkerne mellem fonde og civilsamfundets aktører, kan det for sammenhængens skyld være nyttigt kort at zoome ind på de store dagsordener, der har præget fondenes udvikling de seneste godt 15 år. 

LINK: Læs mere om Birgitte Boesens bog Fonde i bevægelse her.

I 2002 begyndte Birgitte Boesen som presse- og kommunikationschef i Realdania, og hun fortæller om fonde, der dengang slog ring om sig selv. Det var eksempelvis småt med tilgængelige informationer om fondenes støtteprojekter på hjemmesider, det var svært at få indblik i fondes bestyrelsessammensætning, ligesom årsregnskaber var noget, man holdt tæt til kroppen. 

“De var diskrete bidragere og tog ikke del i dialogen om samfundets udvikling, sådan som de gør i dag,” siger Birgitte Boesen, der også peger på tre hovedforklaringer på, hvorfor fondene i dag er mere åbne om deres bidrag: 

1. Globalisering: Amerikanske fonde som eksempelvis Bill & Melinda Gates Foundation – der er stiftet af Microsoft-stifteren Bill Gates og hans kone Melinda – bliver et forbillede. De amerikanske fonde har lært europæiske fonde – herunder også danske – værdien af at bruge sine penge mere strategisk for at få højere samfundsgavnligt udbytte.

LINK: Læs Birgitte Boesens klumme Danske Fonde er i bevægelse her.

2. Finanskrisen: De offentlige kasser blev så trængte, at politikerne gik til fondene for at få dem til at tage medansvar og dække nogle af de store samfundsinvesteringer, som var nødvendige efter 2008. Især inden for anlægsinvesteringer i blandt andet kulturlivet samt investeringer i forskning kan man i dag se tydelige aftryk. 

LINK: Sådan blev midlerne i Danmarks Frie Forskningsfond fordelt.

3. Mediekritik: Store sager som eksempelvis Enkefru Plums Støttefonds konkurs, hvor afsløringer viste, at hovedparten af fondens uddelinger gik til bestyrelsesmedlemmers egne projekter eller salærer og honorarer til fondens egen administration, har affødt en øget kontrol med fondene. 

LINK: Læs mere om Enkefru Plums Støttefonds konkurs her.

Driftsmidler vil tære på fondenes “frie midler”
Den udvikling, fondene har gennemgået, har på flere parametre tvunget dem til at agere mere professionelt. Fondenes sekretariater vokser, de er blevet målrettede, og kravene til samarbejdspartnere er blevet større. Det er den virkelighed, civilsamfundet nu agerer i, når de søger om midler.  

Det ligger i danske fondes uddelingspraksis, at så længe de overholder love og vedtægter, så bestemmer de selv, hvordan de fordeler pengene. Og selvom fondene anerkender NGO’ers problemer med at skaffe penge til eksempelvis sekretariatsdrift, så har forståelsen dog sine begrænsninger. For hvis fondene begynder at binde deres donationer til drift over en længere periode, vil deres frihed og den filantropiske uddelingsmodel, som vi kender den i dag, forandre sig, forklarer Birgitte Boesen.

“Der vil simpelthen være færre “frie midler”, da nogle allerede er øremærkede til drift. Derudover kommer den krølle på halen, at fonde ikke har et fast beløb hvert år. Deres donationer afhænger af overskuddet fra investeringer og virksomhedsdrift i årene forinden. Fonde med en mindre formue vil især have svært ved at binde sig til et fast beløb over en årrække,” siger Birgitte Boesen. 

Civilsamfundets økonomiske problemer bør tages alvorligt 
Samtidig er der god grund til at diskutere, om fondene vitterligt har fundet det rette snit, når de stadig har en forkærlighed for udviklingsstøtte frem for driftsstøtte, fremhæver Birgitte Boesen. For mange NGO’er kan fortælle om nyttige initiativer, der måtte lukke ned efter kun få års levetid, fordi fondsfinansieringen forsvandt. Værdifulde tiltag, som bliver lagt i graven, fordi der ikke satses langsigtet. 

“Det tager tid at få noget nyt op at køre. En igangsætning giver kun værdi, hvis resultatet overlever pilotfasen og overgangen til, at det bliver almindelig drift. Værdiskabelsen ligger i, at man evner samspillet mellem igangsætningen af noget nyt, og til det kan hvile i sig selv. Og det kan godt være, at den proces tager mere end et år eller tre.” 

LINK: Selina Juul, initiativtager til bevægelsen Stop Spild Af Mad, skriver her om grønne organisationers økonomiske trængsler. 

Den vigende driftsstøtte betyder ikke kun, at projekter må lukke ned før tid. De økonomiske trængsler risikerer også at koste på en NGO’s legitimitet, og det kan vise sig at volde endnu mere skade, uddyber Birgitte Boesen: 

“Især mange mindre NGO’er har brug for organisationsstøtte, hvis de skal være en ansvarlig NGO. Hvis man hele tiden skal tænke på at skaffe penge, så forsømmer man måske at have fokus på god ledelse. Risikoen for at man ikke forvalter sit ansvar ordentligt, er altså meget større, når man ikke har penge til at administrere sit ansvarsområde.”

LINK: Fondene er blevet mere professionelle med voksende sekretariater.

Så hvad er det gode råd til NGO’er? 
NGO’er og foreninger står i et reelt dilemma, når de ikke kan finde penge til drift. Men skeler man til eksempelvis universiteters samspil med fonde i jagten på støttekroner, er der visse fællestræk. For i forskningsverdenen taler man om et såkaldt overhead, som reelt er penge til at administrere et projekt. Ligesom forskerne kan NGO’erne måske hente støttekroner, hvis de tænker drift ind i en formålsspecifik kontekst, pointerer Birgitte Boesen. 

“Hvis der er behov for at rette op på arbejdsmiljøet i en organisation, så kunne man overveje at søge om penge til det. Eller hvis man har et udviklingsprojekt og har planer om at engagere 100 frivillige, så kan man måske komme igennem med at søge om penge til at fundere og engagere sine 100 frivillige. Altså: Hvordan leder vi dem, og hvordan fastholder vi deres interesse og fokus?” 

“Det er mit indtryk, at mange NGO’er overser at kigge på et projekt i sin helhed. Hvis man har en særskilt post, der hedder ledelse og administration, hvor fondene udførligt og én til én kan se, hvad pengene skal gå til, og hvilket formål det tjener, så bliver drift mere håndgribeligt og formålsbestemt at forholde sig til.”