Amnestys generalsekretær bekæmper stress med sårbarhed og åbenhed

Arbejdet med mord, tortur og krænkelser har sin pris. Der er mange medarbejdere hos Amnesty og i andre organisationer, som udskyder egne behov, fortæller Amnestys danske generalsekretær, Trine Christensen.

Hun mener, at flere af hendes medarbejdere har en tendens til at betragte egne behov som sekundære, fordi de eksempelvis arbejder på en sag, hvor nogen er blevet fængslet eller tortureret. Den kultur ser generalsekretæren som en af sine fornemmeste opgaver at ændre.

"Der er et pres i vores branche, som skubber medarbejderne til at yde deres maksimale. Og det kan koste på både trivsel og produktivitet," siger generalsekretæren.

Stress er et problem i branchen
Året efter, at Trine Christensen i 2016 trådte til som generalsekretær for Amnesty International i Danmark, viste en arbejdspladsvurdering (APV), at medarbejderne i organisationen generelt var engagerede og glade. Men samtidig understregede APV'en, at organisationen havde udfordringer med stress.

"Stress og udbrændthed er noget, jeg ser i branchen. Også hos os. Det skal jo ikke ske, men vi har haft sager gennem årene, hvor medarbejdere er gået ned med stress. Jeg bliver vanvittigt ked af det, når vi ikke har set signalerne i tide. Det er noget af det værste," siger Trine Christensen og uddyber:

"Selvfølgelig er stress sjældent endimensionelt og har mange komplekse årsager. Men vi har et ansvar som arbejdsgiver.  Vi skal spørge os selv: Burde vi have fanget de her sager noget før?".

Netop forebyggelse af stress og udbrændthed er derfor noget, ledelsen hos Amnesty har arbejdet intenst med de senere år, fortæller Trine Christensen.

Ledelsen har blandet andet iværksat en række initiativer, hvor samarbejdsudvalget og arbejdsmiljøorganisationen (AMO) forsøger at finde kilden til den stress, som nogle medarbejdere oplever.

"Vi bliver nødt til at blive skarpe på, hvad der skaber stress. Hos os er det typisk, at vi alle har svært ved at sige nej, når den næste gode sag kommer ind ad døren. Det er en kulturel og også ledelsesmæssig udfordring, for vi har ikke uanede ressourcer, og vi risikerer at få stress," siger Trine Christensen og understreger, at det vigtigt ikke bare at tro, at et fokus på stress i sig selv er vejen frem. Det kræver en holistisk tilgang i forhold til ledelse, prioritering og trivsel."

En kulturændring kræver mere end nedskrevne retningslinjer
Som svar på udfordringerne har Trine Christensen blandt andet valgt at gennemføre en kulturændring, som skal starte med hende selv og hendes lederteam.

"Ledelsen har ikke bare et personaleledelsesmæssigt ansvar, vi har også et ansvar for den kultur, som kan give stress. Tør medarbejderne række ud og bede om hjælp? Tør de sige fra, eller prøver de bare at arbejde mere?" spørger Trine Christensen retorisk.

Selvom ledelsen har afsat både halve og hele dage til trivselsarrangementer med eksterne eksperter og konsulenter som oplægsholdere, kræver en kulturændring en investering, som medarbejderne kan se, fortæller Trine Christensen.

"Når medarbejdere påpeger, at jeg arbejder meget, så forklarer jeg dem, at jeg er nødt til at være på, hvis journalisterne fra P1 morgen ringer klokken 6.23. Men jeg fortæller også, at jeg andre dage går klokken 15.00 for at hente børn. Og så er jeg ikke på mail og telefon, før børnene er lagt i seng," siger generalsekretæren og uddyber:

"Samtidig er jeg meget opmærksom på ikke at sende mail ud om aftenen. For der ligger et pres på medarbejderne, hvis generalsekretæren skriver en mail om aftenen og ønsker svar på noget. Det prøver jeg virkelig at undgå, for hvis vi er ærlige, så kan de fleste ting jo vente."

"Jeg er ikke noget overmenneske, og det må alle gerne se"
For at gennemføre en kulturændring i praksis er det ifølge Trine Christensen ikke nok at udarbejde en håndbog i stresshåndtering eller en række nye retningslinjer nedfældet på papir. For hende er det et spørgsmål om at tage sin egen medicin og gå forrest med eksemplets magt. Derfor har Trine Christensen valgt at lukke medarbejderne ind i sit privatliv. I hvert fald til en vis grad.

"Når der har været sygdom i familien, eller livet har ramt mig, har det været vigtigt for mig at vise, at jeg også er et menneske, der kan være sårbar. Jeg har også perioder, hvor jeg bliver nødt til at trække stikket og passe på mig selv og familien. Det føles grænseoverskridende, men når jeg viser sårbarhed, så tror jeg på, at mine medarbejdere tør gøre det samme," siger Trine Christensen.

Det har været en svær øvelse for hende, for hun vil på den ene side gerne være professionel, men på den anden side gerne vise, at uanset stilling og ansvar så har vi alle noget, vi tumler med i perioder.

"Man vil jo helst vise, at man har styr på alting hele tiden, men hvem af os har egentlig det? Jeg har truffet et valg om at være ærlig og fortælle, når noget påvirker mit liv. Ikke i detaljer, men bare sige det, som det er. Jeg er ikke noget overmenneske, og det må alle gerne se".

Vigtigt, at man ikke prøver at spille perfekt
Trine Christensen holder en pause i sin talestrøm. Hun ved godt, at det kan være farligt at udtale sig om arbejdsmiljøet i sin egen organisation. Men hun er fast besluttet på, at hun vil arbejde for et bedre arbejdsmiljø, og så skal man også turde blotte sig – også offentligt, mener hun. Hun trækker vejret et par gange og fortsætter.

"Når jeg har åbnet op, så har kollegerne været utrolig søde til at spørge ind til mig, når jeg for eksempel møder dem i køkkenet. Det håber jeg viser andre, at det er er OK at række ud. Og når jeg gør det, så kan andre også gøre det."

De gange, Trine Christensen har fortalt om noget i privatlivet, som krævede, at hun skruede ned for blusset, har hun gjort det i samtale med de nærmeste medarbejdere eller ved personalemøder alt efter situationen.

"Den slags ting fungerer bedst face-to-face for mig," siger generalsekretæren:

"Hvis man skal lede med integritet, er man nødt til at være sig selv som leder. Og det er altså den person, jeg er. Jeg tror på, det er vigtigt, at man ikke prøver at spille perfekt."

Vil dine internationale chefkolleger give dig ret i, at sårbarhed er nødvendigt?

"Vores nye internationale generalsekretær har lige været på besøg. Her spurgte en af vores partnere ham ad, hvad man kan gøre for at bekæmpe udbrændthed. Og et af hans svar var, at man skal huske at bede om hjælp. Han var lige kommet hjem fra Raqqa i Syrien, hvor han havde set en massegrav for første gang. Og han sagde, at han skulle se en psykolog i næste uge. Det svar gjorde mig simpelthen så glad og stolt. At se vores øverste chef stå og sige, at også han har brug for hjælp," fortæller Trine Christensen.

Arbejdet med at forebygge stress skal være ongoing
"I en organisation som vores bliver vi aldrig færdig med at forebygge stress og arbejde med trivsel. Vi skal have en ydmyg tilgang og en god dialog med medarbejderne og være åbne for at lære og justere hele tiden," siger Trine Christensen og uddyber.

"Vi skal spørge os selv: Hvad giver arbejdsglæde? Det er så fattigt at nøjes med at undgå stress. Vi skal også huske det sociale, at grine og have det sjovt. Der er dage, hvor vi rammes af de hårde ting, der sker i verden. Men det gør det ikke mindre vigtigt at sprede smil og glæde. Faktisk er det modsat."

Hun gik ind i Amnestys ledelse, fordi hun ville skabe forandringer ude i verden. Men det skulle gøres på en måde, hvor organisationen passer på medarbejderne, fortæller hun.

"Vi skal huske, at for alle er der en hverdag, der skal hænge sammen. Der skal være en balance. Hvis vi mister den og ikke passer på os selv i dag, så kan vi ikke gøre det gode arbejde i morgen," siger Trine Christensen.