Derfor kan Børnetelefonen lade frivillige rådgive børn med alvorlige problemer

Telefonen kimer i et kontorlokale i Valby. En kvinde i 40’erne, der selv har valgt at bruge sin onsdag aften som frivillig hos Børnetelefonen, griber røret. I den anden ende er en 13-årig pige, som trænger til én at snakke med. Pigen ringer, fordi hun føler, at hendes forældre ikke forstår hende.

Det skitserede forløb er en typisk scene hos Børnetelefonens rådgivning, hvor frivillige hver dag mellem kl. 11.00 om formiddagen og klokken 2.00 om natten sidder klar til at rådgive børn og unge med ondt i livet. Oftest ringer eller skriver børnene ind med spørgsmål, som de fleste børn og unge tumler med – for eksempel om sex, kærlighed og forholdet til forældrene. Men nogle af børnene kontakter også Børnetelefonen, fordi de har langt alvorligere problemer med eksempelvis vold i familien, selvmordstanker eller seksuelle overgreb.  

“Vi støder hver eneste dag på alvorlige emner. Nogle børn kontakter os og siger, ‘du må hjælpe mig, for jeg sidder i en svær situation’. Nogle gange rekvirerer vi ambulance og politi, og nogle gange hjælper vi børnene med at få en bisidder og anmelde sagen hos kommunen,” fortæller Marianne Rasmussen, som er chef for Rådgivning og Bisidning hos Børns Vilkår og leder af Børnetelefonen.

Hos Børnetelefonen rådgiver ulønnede frivillige nogle af de mest sårbare i vores samfund: Børn i problemer. Men hvad skal man som organisation have sikret sig, inden man lader frivillige stå for rådgivningen af sårbare grupper? Det har Marianne Rasmussen overvejet grundigt, ligesom Børnetelefonen siden etableringen i 1987 har udviklet procedurer, som skal sikre kvaliteten af rådgivningen. Her får du mulighed for at lære af Børnetelefonens erfaringer.

Børn får noget særligt ud af at møde frivillige
Når det gælder meget sårbare børn og unge, kan man måske med rette spørge, hvorfor det overhovedet er en god idé at lade frivillige stå for rådgivningen. Chef for Børnetelefonens rådgivning Marianne Rasmussen er klar i spyttet. Hun mener, at frivillige kan tilbyde noget ganske særligt og andet, end ansat personale kan:

“I Danmark er børn vant til at være omgivet af fagprofessionelle, som er på arbejde og får penge for det. Det er ikke noget særligt for børnene at kunne gå til en pædagog, socialrådgiver eller psykolog. Selvom de fagprofessionelle ikke har valgt deres job for pengenes skyld, så ved børnene godt, at der hele tiden er noget imellem dem, der handler om penge,” siger Marianne Rasmussen og fortsætter:

“Vi hører igen og igen fra børnene, at de oplever det som noget ganske særligt, at der i Børnetelefonens rådgivning er et voksent menneske, som har lyst til at bruge sin tid på dem, og som gør det af egen fri vilje,” siger Marianne Rasmussen.

Hun understreger imidlertid vigtigheden af, at man grundigt udvælger og oplærer de frivillige, inden man lader dem rådgive sårbare grupper:  

“Der er ingen af vores ansatte, som er dygtigere end vores frivillige rådgivere. Rent fagligt er der ikke noget at komme efter. Den eneste forskel er, at de frivillige er her sjældnere. Og derfor er det godt, at der også altid er en ansat, som kan skabe kontinuitet,” siger Marianne Rasmussen.

Stiller krav til de frivilliges uddannelse
Selvom Børnetelefonens rådgivere er frivillige, er det ikke ensbetydende med, at de er uuddannede. Børnetelefonen stiller nemlig tårnhøje krav til, hvem der kan få lov til at komme i betragtning til at blive rådgiver.

For at blive rådgiver skal man mindst være 21 år gammel, man skal være klar til at lægge minimum otte timers frivilligt arbejde om måneden, og så er det et krav, at man har en børnefaglig uddannelse på minimum bachelorniveau – det kan for eksempel være en grunduddannelse som pædagog, lærer, socialrådgiver, børnelæge eller børnepsykiater.

“Vi har nogle få rådgivere, som af særlige erfaringsmæssige grunde har fået lov til at blive frivillige hos os, selvom de ikke har en børnefaglig uddannelse – det kan eksempelvis være, fordi de har ti års erfaring med at arbejde på en døgninstitution,” siger Marianne Rasmussen.

Udover kravene til uddannelse og alder overvejer Børnetelefonen også grundigt, om potentielle frivillige rådgivere har de nødvendige personlige kompetencer.

“Man skal virkelig være opmærksom på, hvad det er for frivillige, man får ind, for hvis det er frivillige, som kommer til at bruge sig selv for meget, kan det være skidt,” siger Marianne Rasmussen og uddyber:  

“Når man har talt med et barn, der har været udsat for seksuelle krænkelser, bliver man altid berørt af det, men man er nødt til at kunne være i sig selv samtidig, for man skal også kunne være der for det næste barn, der ringer, og man skal også kunne gå ud ad døren og hjem og sove, når ens vagt slutter.”

Grundig oplæring med praktiske øvelser
Inden man begynder som frivillig hos Børnetelefonen, har man typisk først været på et informationsmøde, hvor man har hørt om, hvordan rådgivningen fungerer, og hvilke krav der stilles til én som rådgiver. Derefter har man skrevet en motiveret ansøgning. Hvis man lever op til kravene, bliver man sendt på et todages grundkursus, hvor man både får teoretisk og praktisk undervisning. Man bliver blandt andet undervist i emner som omsorgssvigt og børns rettigheder, og så bliver man undervist i den særlige rådgivningsmodel, som Børnetelefonen anvender.

“De frivillige bliver også sat til at prøve at anvende vores rådgivningsmodel i praksis ved at øve sig i at rådgive hinanden på telefonen. For det er ofte ikke så nemt at følge modellen, når man sidder i den konkrete rådgivningssituation og måske bliver grebet af problemet og glemmer at følge barnets tempo,” siger Marianne Rasmussen.

Den første dag på grundkurset giver de frivillige også tilladelse til indhentning af børneattester.

“Når børneattesten er i hus, får de nye frivillige en kode, så de kan booke vagter i vagtsystem. På deres første vagt skal de gå hen til en af de ansatte og sige ‘goddag det er min første vagt’, og så har vi et fast repertoire, de skal igennem,” siger Marianne Rasmussen.

Under den første vagt bliver den frivillige rådgiver således sat ved siden af en garvet rådgiver og bliver på den måde sidemandsoplært, ligesom den fastansatte koordinator, som også altid er til stede under vagten har særlig opmærksomhed på den nye frivillige under de første vagter.

Efter grundkurset skal de frivillige rådgivere deltage i endnu et heldagskursus, inden de eksempelvis kan sidde ved sms-rådgivningen, og endnu et heldagskursus, inden de kan betjene Forældretelefonen. De frivillige rådgivere bliver desuden løbende tilbudt individuel hjælp og opkvalificeringskurser i nogle af de emner, som dukker op og rører sig i tiden blandt de børn, der bruger rådgivningen.

Vigtigt at støtte rådgiverne løbende
Hos Børnetelefonen møder de frivillige rådgivere ofte børn i meget vanskelige situationer, og derfor er det vigtigt for Marianne Rasmussen at skabe en kultur, hvor rådgiverne altid kan bede om hjælp.

“Det er vigtigt, at der er en tone i rådgivningen, hvor det aldrig er pinligt at sige, at noget er svært. Vi har derfor gjort det til reglen frem for undtagelsen, at man spørger en naborådgiver til råds, hvis der er noget, man er i tvivl om undervejs i rådgivningen. Så siger man til barnet: ‘Ved du hvad, det vil jeg gerne lige vende med en kollega, og så spørger man sidemanden til råds, mens barnet kan høre det i telefonen’,” siger Marianne Rasmussen.

De frivillige rådgivere bliver desuden tilbudt gruppesupervision med to frivillige psykologer, og Børnetelefonen har også aflukkede lokaler, hvor den ansatte, som er på vagt, kan tage debriefende samtaler med de frivillige rådgivere efter hårde rådgivningssamtale.

“Hvis rådgiveren eksempelvis har måttet ringe efter hjælp og har siddet med barnet i røret, indtil hjælpen kom frem, så vil den ansatte sørge for, at det bliver snakket igennem efterfølgende, og man bliver desuden også altid tilbudt at få en samtale dagen efter,” siger Marianne Rasmussen.

Her kan du læse RådgivningsDanmarks og Børnetelefonens fem bedste råd til organisationer, der ønsker at lade frivillige rådgive sårbare grupper.